Undersøger fremtidige markedsmuligheder for økologiske fødevarer i Danmark
I 2022 var der et fald i markedsandelene for økologiske fødevarer i Danmark, som ellers har været uafbrudt stigende gennem de seneste to årtier. Den ændrede adfærd hos de danske forbrugere kan beskrives med begrebet 'down-trading', som dækker over, at forbrugerne erstatter økologiske fødevarer med billigere økologiske varianter eller med konventionelle produkter. Faldet i økologisk forbrug kan være midlertidigt, men kan også være tegn på en mere generel udvikling mod stadigt mere prisfokuserede forbrugere. Samtidig kan den øgede opmærksomhed på fødevarers klimapåvirkning få mange overbeviste økologiske forbrugere til helt at vende ryggen til animalske produkter. En sådan udvikling vil ikke kun være en udfordring for økologiske husdyrproducenter. Det kan gøre det sværere at nå de officielle mål om en fordobling af det økologiske landbrugsareal, ikke mindst hvis økologiske forbrugere også skærer ned på forbruget af økologiske mejeriprodukter.
ØKO-KOST er et samfundsvidenskabeligt projekt, som vil undersøge fremtidige markedsmuligheder for økologiske fødevarer i Danmark. Fokus er på effekterne af et dobbelt pres fra på den ene side økonomisk udfordrede forbrugere og på den anden side fra en øget bekymring over klimaaftrykket fra fødevareproduktionen. Med fokus på hvordan produktion og forbrug af økologiske fødevarer kan udvikle sig i lyset af øget opmærksomhed på forebyggelse af klimaforandringer, bidrager projektet til at øge troværdigheden af den økologiske produktion i tråd med sundhedsprincippet og økologiprincippet.
Projektet vil levere indsigt i, hvordan den økologiske sektor kan udvikle sig i tråd med forbrugernes og de økologiske producenters prioriteter og værdier. Dermed kan ØKO-KOST bidrage til at facilitere fortsat vækst i det økologiske landbrugsareal og således øge de samfundsgoder, der leveres af økologisk landbrug.
2024-2027
Peter Sandøe
Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
Mail: pes@sund.ku.dk
Københavns Universitet