ComCrop

ComCrop

  • Grøngødning og kompost i økologisk grøntsagsproduktion

Nyt fra projektet

26.08.2024

Kompostering er lokal affaldshåndtering med en grøn profil

Kompostering er en velegnet metode til håndtering af det organiske affald, som enhver dyrkning af afgrøder kaster af sig. Komposten kan anvendes til jordforbedring og gødning, men hvilken effekt kan komposten have på jorden og på klimaet?

Det spørgsmål var emnet for et netværksmøde tirsdag d. 20. august arrangeret af Food & Bio Cluster Denmark med Christian Ejlersgaard fra virksomheden ComFerm ApS som vært på Højgaard Hesteklinik smukt beliggende i den sydlige udkant af Aarhus.

ComFerm har udviklet en tromle, hvor komposteringen foregår i et lukket system, og som ifølge Christian Ejlersgaard netop er tænkt som et affaldshåndteringssystem.

Kompost er hovedproduktet, men derudover opsamles der også koncentreret kvælstof fra luften, der for eksempel kan anvendes til præcisionsgødning af grøntsager, og kuldioxid, som kan bruges i væksthusproduktion. Derudover kan varmen fra komposten anvendes til opvarmnings- eller tørringsformål.

Da komposteringen i tromlen, i modsætning til traditionel kompostering på åbent land, foregår i et iltet, men stadig lukket system, er der mulighed for at minimere emissionen af klimagasser og ammoniak.

Tromlen indgår aktuelt i forskningsprojektet ComCrop, hvor man undersøger funktionalitet og effekt i grøntsagsproduktion af den hurtige kompostering og udvinding af gødningsstoffer i tromlen.

Hanne Lakkenborg Kristensen, sektionsleder ved Department of Food Science, AU FOOD, og projektleder for ComCrop-projektet, var én af oplægsholderne på netværksmødet. Hun ser store perspektiver i den nye teknologi, da der her er mulighed for at minimere de negative effekter, der kan være af kompostering.

”Det organiske affald skal jo under alle omstændigheder håndteres, og da ikke alt organisk affald er egnet til biogas – og det heller ikke altid rent praktisk er en mulighed at sende affaldet til et biogasanlæg – så giver det fin mening at håndtere affaldet lokalt i et lukket system, hvor man kan håndtere den ammoniak og minimere den lattergas, der frigøres. På den måde opnår avleren et værdifuldt produkt til forbedring af dyrkningsjorden,” siger hun.

Netværksmødet bød på en række gode informative og inspirerende oplæg, og Knud Tybirk fra Food & Bio Cluster Denmark fik gode emneforslag med hjem til fremtidige netværksmøder.

Oplægsholdere:
Knud Tybirk, Food & Bio Cluster Denmark
Christian Ejlersgaard, ComFerm ApS
Hanne Lakkenborg Kristensen, Department of Food Science, AU FOOD
Mesfin T. Gebremikael, Department of Food Science, AU FOOD
Svend Daverkosen, Aarstiderne A/S
Morten Winther Vestenaa, Innovationscenter for Økologisk Landbrug
Helle Hestbjerg, Teknologisk Institut
Julie Schou Christiansen, HortiAdvice A/S
 

02.06.2023

Recirkulering af affald til højkvalitetskompost

Recirkulering af næringsstoffer i affald til produktion af højkvalitetskompost er vigtig til forsyning af afgrøderne.

I ComCrop samarbejder vi med Interreg NSR projektet SoilCom. Der findes et væld af viden om kompostproduktion og -anvendelse på vores SoilCom hjemmeside (https://northsearegion.eu/soilcom/). Vær opmærksom på at Soilcom dækker både økologisk og konventionel kompost.

Som en del af SoilCom-samarbejdet er der produceret en kort film af den hollandske samarbejdspartner Vlaco om recirkulering til kompost. Se den på deres YouTube-kanal.

Et billede, der indeholder tekst, Font/skrifttype, logo, skærmbillede Automatisk genereret beskrivelse

Artikler

Baggrund

Grøntsagsproduktionen begrænses af de tilgængelige mængder og kvaliteten af gødningsstoffer, da f.eks. kål og porrer har et stort næringsstofbehov. Samtidig er det vigtigt at kunne gødske i løbet af vækstperioden uden at beskadige planterne, hvorved næringsstofbehovet kan dækkes mere præcist.

Jordens kvalitet, fx struktur, nærings- og vandholdende evne, er nøgleparametre for et godt udbytte og minimering af næringsstoftab. Jordforbedring er derfor central for høje udbytter og frugtbar jord på langt sigt. Grøntsagsproduktion er desuden følsom overfor opformering af sygdomme i sædskiftet. Derfor er den hygiejniske kvalitet af gødningsstoffer og jordforbedringsmidler af stor betydning. Samtidig er der behov for nye intensive dyrkningssystemer, hvor produktionen er høj mens tab af næringsstoffer til miljøet minimeres og kulstoflagring i jorden øges.


Dobbeltdyrkning af bundtløg med indplantning af issalat i DoubleCrop sædskiftet. Foto: Jørn Nygaard Sørensen

Formålet med projektet

I ComCrop undersøger vi en ny teknologi fra iværksættervirksomheden ComFerm ApS til hurtig kompostering og udvinding af gødningsstoffer fra biomasse med hensyn til funktionalitet og effekt i grønsagssædskifter. Grøngødning, planterester og andre biomasser  behandles med teknologien og testes for effekter på udbytte og jordens frugtbarhed. Testene foretages både i videnskabelige forsøg og i kommerciel praksis. På baggrund af forsøgsresultaterne vurderes teknologiens økonomiske potentiale for grønsagsproducenter.

ComFerm ApS har opfundet en ny komposteringsmetode, hvor kvælstof opsamles fra en aktiv kompost  i et koncentrat, så det ikke tabes til det omgivende miljø. Den tyndtflydende gødning er velegnet til præcisionsgødskning i grøntsager uden at beskadige afgrøden. Teknologien har flere fordele. Varmen fra komposten anvendes til opvarmnings- eller tørringsformål, samtidig med at den minimerer emission af klimagasser. Høj temperatur i hele biomassen sikrer, at ukrudtsfrø og sygdomskim går til grunde. Komposten kan slutbehandles så den er stabil og overholder EUs krav til hygiejne.

Den nye komposteringsteknologi vil på sigt kunne skaleres fra et lille anlæg til gårde med ganske få hektar jord op til industriel skala. Merudbyttet i et sædskifte forventes at ligge i størrelsesordenen 20 % baseret på at 1/5 af arealet dyrkes med grøngødning som komposteres løbende, og hvor vinterkapaciteten i et komposteringsanlæg udnyttes til kompostering af rester fra produktionen, grenafklip og andre restbiomasser. Kompost og gødningsstoffer testes desuden i potteforsøg og anvendes i DoubleCrop sædskifteforsøget, et nyt intensivt dyrkningssystem med dobbeltdyrkning, plantebaserede gødning og vinterplantedække.

Projektet trin for trin

 

  • ComCrop-komposttromler bygges og installeres hos Aarstiderne og AU-FOOD
  • ComCrop-tromlen afprøves: sammensætning af biomasser til indfødning, komposteringsprocesser og produktkvalitet
  • Test af kompost og gødningsprodukter i potte og semi-field forsøg med grøntsager
  • Indkøring og afprøvning af demo-prototype af ComCrop-tromlen under kommercielle forhold
  • Økonomi estimeres

Arbejdsdelingen i projektkonsortiet er, at ComFerm ApS leverer teknologien, Institut for Fødevarer forsker i teknologiens virkning, Aarstiderne A/S afprøver et demonstrationsanlæg i praksis og SEGES analyserer økonomiske resultater, effekt af teknologien på bedriftsniveau og potentialet for udbredelse i den økologiske sektor. ComCrop forventes at dokumentere muligheden for at løfte økonomien i den økologiske grøntsags- og anden planteproduktion med brugen af den nye teknologi, samt løfte potentialet for opbygning af jordfrugtbarhed og effekter for miljø og klima. 

Projektperiode: 2020-2024


Resultater og anbefalinger

Det ’bæredygtigt intensiverede’ sædskifte kunne 5 år efter implementering opretholde grøntsagsudbytter. 

Jordens mikrobielle aktivitet og N-mineralisering steg allerede efter 2 år og holdt dette høje niveau. Men i begge sædskifter faldt jordens kulstofindhold signifikant over 5 år, og disse intensive sædskifter kan således ikke siges at være reelt bæredygtige - uanset de implementerede tiltag til styrkelse af systemet (plantebaserede gødninger, reduceret jordbearbejdning og efterafgrøder) eller ej. Det ’bæredygtigt intensiverede’ sædskifte efterlader for lidt tid til vækst til efterafgrøder og begrænser derved deres effekt. 

Grøntsager skal dyrkes med en større andel af (efter-)afgrøder i sædskiftet med mindre intens dyrkning.

Der kunne på meget kort tid produceres kompost, der dog krævede eftermodning for at stabiliseres. Der kunne udvindes en mineralsk flydende N-gødning under komposteringen, og AUs målinger af kvælstofbalancen understøttede, at N-tab var små fra anlægget. Ved udnyttelse af både kompost, flydende gødning og varme fra anlægget leverer det en høj ressourceanvendelse og grad af recirkulering af grøntsagsaffald, samt en rentabel økonomi.

Kvalitet og effekt på grøntsager vækst og næringsstofoptagelse viste sig at være afhængig af affaldskilder og procesforhold under komposteringen. Ved optimering af sammensætning af affaldskilder, samt temperatur og proceshastighed under komposteringen, og eftermodningsfasen kan anlægget levere god og stabil plantebaseret kompost og fyldende N-gødning, der kan sikre høj produktivitet, god troværdighed pga. recirkulering og plantebaserede kilder, samt gode effekter ift. jordens frugtbarhed (mikrobiel aktivitet og N mineralisering) i grøntsagsproduktion.

Perspektivering

ComCrop sædskifteforsøgene har vist, at intensiv grøntsagsproduktion er mulig med høje udbytter og opbygning af jordens frugtbarhed generelt, men intensiveringen har sine begrænsninger. Der er behov for større fokus på efterafgrøder, deres udvikling, samt mindre intensive afgrøder i sædskiftet for ikke at tabe jordens kulstof.

ComCrop resultaterne åbner nye muligheder for recirkulering af næringsstoffer på gården med samtidig præcisionsdosering og metoder til komposttildeling med jordforbedring for øje. Udkommet af ComCrop er ny teknologi og vejledning herom til producenter af økologiske grøntsager, samt nye muligheder for at mindske afhængigheden af konventionel husdyrgødning ved brug af plantebaserede gødninger. Dermed øges troværdighed og langsigtet balanceret bæredygtighed for producenterne. 

ComFerms komposteringsanlæg har vundet innovationsprisen Rising Star hos Food & Biocluster Denmark, og kommercialisering pågår.


Projektet er afsluttet


Projektleder

Hanne Lakkenborg Kristensen
Aarhus Universitet
Institut for Fødevarer

Agro Food Park 48
8200 Aarhus N

Hanne.Kristensen@food.au.dk
Tlf.: 20 69 80 54


Projektpartnere

  • Aarhus Universitet
  • Comferm - Solutions by nature
  • Aarstiderne
  • Innovationscenter for Økologisk Landbrug



Traditionel milekompostering hvor komposten vendes hos ILVO i Belgien. Foto: H. L. Kristensen


Høst af grøn biomasse. Foto: Aarstiderne

Traditionelle miler i forskellige faser. Foto: Aarstiderne


Nyt fra projektet