Kompostering er lokal affaldshåndtering med en grøn profil

Kompostering er en velegnet metode til håndtering af det organiske affald, som enhver dyrkning af afgrøder kaster af sig. Komposten kan anvendes til jordforbedring og gødning, men hvilken effekt kan komposten have på jorden og på klimaet?

Ovenstående spørgsmål var emnet for et netværksmøde tirsdag d. 20. august arrangeret af Food & Bio Cluster Denmark med Christian Ejlersgaard fra virksomheden ComFerm ApS som vært på Højgaard Hesteklinik smukt beliggende i den sydlige udkant af Aarhus.

ComFerm har udviklet en tromle, hvor komposteringen foregår i et lukket system, og som ifølge Christian Ejlersgaard netop er tænkt som et affaldshåndteringssystem. Kompost er hovedproduktet, men derudover opsamles der også koncentreret kvælstof fra luften, der for eksempel kan anvendes til præcisionsgødning af grøntsager, og kuldioxid, som kan bruges i væksthusproduktion. Derudover kan varmen fra komposten anvendes til opvarmnings- eller tørringsformål. Da komposteringen i tromlen, i modsætning til traditionel kompostering på åbent land, foregår i et iltet, men stadig lukket system, er der mulighed for at minimere emissionen af klimagasser og ammoniak.

Tromlen indgår aktuelt i forskningsprojektet ComCrop, hvor man undersøger funktionalitet og effekt i grøntsagsproduktion af den hurtige kompostering og udvinding af gødningsstoffer i tromlen. Hanne Lakkenborg Kristensen, sektionsleder ved Department of Food Science, AU FOOD, Aarhus Universitet, og projektleder for ComCrop-projektet, var én af oplægsholderne på netværksmødet. Hun ser store perspektiver i den nye teknologi, da der her er mulighed for at minimere de negative effekter, der kan være af kompostering.

”Det organiske affald skal jo under alle omstændigheder håndteres, og da ikke alt organisk affald er egnet til biogas – og det heller ikke altid rent praktisk er en mulighed at sende affaldet til et biogasanlæg – så giver det fin mening at håndtere affaldet lokalt i et lukket system, hvor man kan håndtere den ammoniak og minimere den lattergas, der frigøres. På den måde opnår avleren et værdifuldt produkt til forbedring af dyrkningsjorden,” siger hun.

Netværksmødet bød på en række gode informative og inspirerende oplæg, og Knud Tybirk fra Food & Bio Cluster Denmark fik gode emneforslag med hjem til fremtidige netværksmøder.

Oplægsholdere:
Knud Tybirk, Food & Bio Cluster Denmark
Christian Ejlersgaard, ComFerm ApS
Hanne Lakkenborg Kristensen, Department of Food Science, AU FOOD 
Mesfin T. Gebremikael, Department of Food Science, AU FOOD
Svend Daverkosen, Aarstiderne A/S
Morten Winther Vestenaa, Innovationscenter for Økologisk Landbrug
Helle Hestbjerg, Teknologisk Institut
Julie Schou Christiansen, HortiAdvice A/S


Artiklen blev først bragt som opslag på LinkedIn, 26. august 2024

ComCrop-projektet er en del af Organic RDD 5-programmet, som koordineres af ICROFS - International Centre for Research in Organic Food Systems i samarbejde med GUDP - Grønt Udviklings- & Demonstrationsprogram.