Status og aktiviteter

Status og aktiviteter i 2013:

De veterinære aspekter undersøges via forskning i larvernes effekt på mængden af patogene bakterier i gødningen. Samtidig undersøges risikoen for at overføre smitstoffer via fodring med levende larver. Forsøg viser at tilstedeværelsen af fluelarver i gødningen kan eliminere patogener og zoonotiske bakterier som E.coli, Salmonella og Campylobacter uden at de bliver opkoncentreret i larven eller at de overføres til den voksne flue. Det har imidlertid vist sig at anvendelsen af larverne, enten til direkte brug som et levende fodermiddel, eller som et tørret foderprodukt, strider imod gældende EU lovgivning (TSE- forordningen).
EU's foderkomité har dog vist interesse for projektet og dette resulterede i en
invitation til et møde med komitéen, hvorunder resultaterne fra de mikrobiologiske forsøg blev forelagt. Komiteen fandt resultaterne meget interessante og vil gerne se på mulighederne for at ændre lovgivningen. Det fødevaresikkerhedsmæssige aspekt skal dog afdækkes yderligere.

Den innovative del af projektet er at udvikle og demonstrere et integreret og automatiseret komposteringssystem til produktion af fluelarver på basis af fjerkrægødning på den enkelte fjerkræfarm. Udover produktionen af fluelarver vil den biologiske behandling af husdyrgødning medføre en forbedret recirkulering af N og P, dels i foderet og dels i en bedre udnyttelse af komposten. En protypeenhed til kompostering af maksimalt 50 kg gødning pr. uge er blevet konstrueret. Komposteringsforsøgene på protoypen har genereret meget konkret viden om larveproduktion. Der er bl.a. udviklet og karakteriseret to metoder til separation af fluelarver fra gødning/komposten, hvilket har været en teknologisk udfordring
igennem flere årtier. Ydermere er konverteringsraten og konverteringshastigheden forhøjet igennem en optimering af forskellige dyrkningsparametre. En maksimal konverterringsrate på 8 % er opnået, svarende til 80 gram larver pr. kg behandlet gødning. Mængden af fjerkrægødning er blevet forøget fra få kilo pr. uge til 250 kg pr. uge. Dette er sket igennem en effektivisering og videreudvikling af produktionen af flueæg, hvilket bl.a. omfatter udvikling af opsamlings- og opbevaringsteknikker.

Erfaringerne fra prototyperne er anvendt i designet af fuldskalamodellen som er konstrueret af den hollandske fabrikant, Dorset Green Machines. Fuldskalamodellen har i en længere periode været afprøvet og testkørt og er i øjeblikket placeret hos den økologiske forsøgsvært. Grundet problemer med at kontrollere larvedyrkningsprocessen i fuldskalamodellen, er der blevet konstrueret 3 mindre komposteringsenheder (til hver 50 kg gødning) som nu anvendes til at producere larver til det igangværende fodringsforsøg af økologiske
æglæggere. Forsøgsholdene er placeret i en separat hønsegård som er opbygget af en mindre rundbuehal opdelt i seks separate enheder – en til hvert forsøgshold. De seks forsøgshold er opdelt i to kontrolhold og 2x2 forsøgshold, der tildeles forskellige larvemængder (henholdsvis 5 og 15 gram/høne/dag). Larvedyrkningen foregår på gødning fra gårdens eksisterende hønsehus. Holdene følges løbende i forhold til forskellige produktionsdata såsom foderforbrug, vandforbrug, dødelighed, ægvægt og ægproduktion samt forskellige
velfærdsparametre. Foruden det igangværende fodringsforsøg blev der i forsommeren 2013 gennemført et
kombineret fodringsforsøg og infektionsforsøg med hønekyllinger (opdræt) over 8 uger på AU’s forsøgsfaciliteter i Foulum. I forsøget sammenlignedes 3 isoenergetiske foderblandinger med forskellige proteinkilder: (i) fiskemel, (ii) fluelarvemel, (iii) fluelarvemel + friske fluelarver. De fleste resultater er behandlet statistisk på nuværende tidspunkt. Overordnet set viser de foreliggende resultater at fluelarvemel uden problemer kan anvendes som proteinkilde og erstatte fiskemel. Fodring med larvemel tilsat levende larver resulterede i højere tilvækst og lavere foderforbrug. Gruppen tildelt levende larver var desuden mindre
frygtsom end de andre grupper.

Igennem projektet er der genereret meget viden om dyrkning af fluelarver, som en bæredygtig kilde til essentielle aminosyrer. Fluelarver kan derved være med til at imødekomme de ernæringsmæssige udfordringer i økologisk ægproduktion – især i forbindelse med overgang til 100 % økologisk fodring. De hidtidige resultater viser at fluelarven har vist en overraskende evne til at reducere tilstedeværelsen af patogene bakterier i gødningen. Der pågår undersøgelser af effekten overfor parasitter, og derudover vil æg fra fodringsforsøget blive undersøgt for dioxin. Den larvedrevne komposteringsproces er samtidig en meget effektiv måde at reducere gødningsmængden fra gården og vil i tillæg resultere i udvikling af nye økologiske kompostprodukter.


Perspektiverne er store og rækker langt ud over, hvad der kan afdækkes og afprøves i dette projekt. Men i et videre arbejde vil man fx kunne kigge på andre affaldstyper som næring for larverne, andre anvendelsesmuligheder for larverne, samt effektiv opsamling af den ammoniak der stadig udledes under komposteringsprocessen. For den økologiske ægproduktion er perspektiverne 100 % økologisk fodrede høner, der er sunde og har en høj velfærd. Ydermere vil nogle landmænd kunne reducere udgifterne til transport af overskydende gødning idet mængden af gødning med dette tiltag reduceres med ca. 50 %.


God interesse for BIOCONVAL på EU seminar om insekter som dyrefoder

BIOCONVAL blev for nyligt præsenteret på et EU-seminar for nøgle-interessenter, og interessen for projektets perspektiver var rigtig god. Læs mere..


Status og aktiviteter i 2012:

Foreløbige resultater viser at tilstedeværelsen af fluelarver kan eliminere patogener og zoonotiske bakterier som E.coli,  Salmonella og Campylobacter i gødningen, uden at blive opkoncentreret i fluelarven eller at den overføres til den voksne flue. Det har imidlertid vist sig at anvendelsen af larverne, enten til direkte brug som et levende fodermiddel, eller som et tørret foderprodukt, strider imod gældende EU lovgivning (TSE- forordningen). Der er dog en lempelse på vej, og Fødevarestyrelsen har kontaktet kommissionen med henblik på mulighed for fremtidig tilladelse af fodring med insekter.

     
Den innovative del af projektet er at udvikle og demonstrere et integreret og automatiseret komposteringssystem til produktion af fluelarver på basis af fjerkrægødning på den enkelte fjerkræfarm. En prototype til kompostering af maksimalt 50 kg gødning pr. uge er blevet konstrueret. Prototypen har været anvendt som forsøgsanlæg til fluelarveproduktion. Komposteringsforsøgene på prototypen har genereret meget konkret viden om larveproduktion. Der er bl.a. udviklet en metode til at separere fluelarver fra gødning/komposten, og konverteringsraten og konverteringshastigheden er forhøjet ved at optimere på forskellige procesparametre. I alt er der udført 20 komposteringsforsøg. Mængden af kyllingegødning er blevet forøget fra få kilo til 50 kg pr. gang og der er i alt blevet komposteret 500 kg gødning i prototypen med en konverterringsrate på op til 8 %, svarende til 80 gram larver pr. kg behandlet gødning. Erfaringerne fra prototypen er anvendt i designet af fuldskalamodellen som er konstrueret af den hollandske fabrikant, Dorset Green Machines. Fuldskalamodellen vil i de næste 3-4 måneder blive testet og indkørt, hvorefter den flyttes til et økologisk landbrug hvor produktionen fortsættes og larverne udfodres til et forsøgshold af økologiske høner.  
På gården laves en separat hønsegård til forsøgsholdene udenfor den eksisterende. Komposteringsanlægget installeres og der opstilles en mindre rundbuehal der opdeles i 6 separate enheder. De seks forsøgshold opdeles i 2 kontrolhold og 2x2 forsøgshold, der tildeles forskellige larvemængder. Larvedyrkningen foregår på gødning fra gårdens eksisterende hønsehus. Holdene følges løbende i forhold til forskellige produktionsdata såsom foderforbrug, vandforbrug, dødelighed, ægproduktion osv. 

Status og aktiviteter i 2011:

Projekt BIOCONVAL har til formål at udvikle og demonstrere et robust system til
fremstilling at et nyt økologisk fodermiddel til økologiske æglæggende høner, baseret på produktionen af patogenfri insektlarver dyrket i hønsegødning. 
De veterinære aspekter undersøges via forskning i larvernes effekt på mængden af patogene bakterier i gødningen, samt risikoen for at overføre smitstoffer via fodring med levende larver. Det undersøges endvidere, hvordan fodring med larver påvirker tarmsundhed og modstandskraft i fordøjelsessystemet hos æglæggere. Den innovative del af projektet er at udvikle og demonstrere et integreret og automatiseret komposteringssystem til produktion af fluelarver på basis af fjerkrægødning på den enkelte fjerkræfarm. Udover produktionen af fluelarver vil den biologiske behandling af husdyrgødning medføre en forbedret recirkulering af N og P i foderet og en bedre udnyttelse af komposten.
En væsentlig opgave i projektets f0rste fase var at identificere samarbejdspartnere
som kunne indgå i projektet, idet udviklingen er afhængig af, at hele kæden fungerer. Det drejer sig om produktion af nyklæggede larver af stuefluer. Firmaet BioProduction Aps har nu pataget sig at udvikle denne produktion. Derudover skal der udvikles et komposterings- og larvedyrknings system der passer til gødningshåndtering på fjerkræfarme. Denne opgave er nu overtaget af
en hollandsk fabrikant, Dorset Green Machines. 
Udviklingsplanen er ændret til en mere faseopdelt udvikling med test af prototype i omgivelser, hvor der ikke er risiko for at påvirke husdyrproduktionen i første omgang. Prototype forventes testet i løbet af sommer og efterår 2012 ved en virksomhed, der komposterer økologisk fjerkrægødning, og systemet integreres først efter justeringer og indkøring ved fjerkræfarm, hvor udvikling og test af kompostering og fodring med levende larver skal foregå. Tilstrækkelig medfinansiering til at gennemføre projektet er skaffet via de deltagende
virksomheder og mindre justeringer af projektet er sket i form af udeladelse af dyrkningsforsøg i potter med kompost.