Ny forskning peger mod, at den økologiske svineproduktion kan drage fordel af at anvende moderdyr, der føder færre men større grise end dem, der i dag udbydes fra DanAvl, hvis linjer er tilpasset til den intensive indendørs produktion. En undersøgelse under økologiske produktionsforhold viste, at moderdyr fra Topigs Norsvins TN70 linje kunne fravænne det samme antal grise som DanAvls LY søer, men med en højere fravænningsvægt, og at TN70 søernes patteantal modsvarede kuldstørrelsen, så søerne bedre selv kunne passe egne grise frem til fravænning.