ORGANIC SUMMIT 2025: Internationalt topmøde om økologi i København
Over to dage, 18.-19. august 2025, samles en lang række internationale aktører inden for økologien og den grønne omstilling i Den Sorte Diamant i København til Organic Summit 2025 (OS25).
Under titlen “Food for All on a Healthy Planet” vil politikere, forskere, landmænd, repræsentanter for virksomheder og toneangivende stemmer fra hele verden mødes for at sætte spot på økologiens betydning i verdens fremtidige fødevareforsyning og på, hvordan økologien kan blive et endnu stærkere redskab i den grønne omstilling af vores landbrugs- og fødevaresystem.
Forskningsbaserede indlæg
ICROFS er medarrangør af topmødet, som skal ende ud i en samlet udtalelse med konkrete bud på, hvad der skal til, for at det kan lykkes at nå EU’s mål om 25 procent økologi i 2030. ICROFS bidrager blandt andet med at tilrettelægge programmet og engagere talere til forskningsbaserede indlæg om, hvordan vi kan øge den økologiske produktion og markedet for økologiske produkter, og hvordan økologien kan bidrage til at nå målene for den grønne omstilling.
Politik, forskning, forretning og praktik
Topmødet har et politisk, et forskningsmæssigt, et business- og et praktikerspor. En af hovedtalerne og ambassadør for det politiske spor er Connie Hedegaard, tidligere miljøminister, klimamininister og EU’s første klimakommissær:
”Klima og andre bæredygtighedstemaer har været aktuelle længe, men det er først inden for de seneste år, at de virkeligt rykker ind og får fodfæste selv hos dem, som tidligere var skeptiske. EU har opsat en række mål for økologien i 2030, så det kan ikke være mere aktuelt at samle aktører på tværs af politisk ståsted, brancher og forskningsområder til debat om, hvordan vi sikrer en bæredygtig forvaltning af vores globale ressourcer fremover.”
Peter Sisseck, vinmager og skovejer, er ligeledes ambassadør for OS25 og en af hovedtalerne:
”Vi har, som fødevareproducenter, et stort ansvar for at tænke og udvikle bæredygtige løsninger. I stedet for at se bæredygtighed som et benspænd, skal vi se det som en ny mulighed for at udvikle endnu bedre produkter af høj kvalitet. OS25 er en unik lejlighed til at samle virksomheder og andre interessenter inden for økologien, men også udenfor til både dialog og handling på, hvordan vi tager skridtet endnu videre. Det er for mig at se en investering i fremtiden for os alle.”
Bredt samarbejde
Økologisk Landsforening har taget initiativ til OS25, og topmødet afholdes i samarbejde med Københavns Kommune, Ministeriet for Grøn Trepart, Landbrug & Fødevarer Økologi, DI Fødevarer, Det Kgl. Bibliotek | Royal Danish Library, ICROFS - International Centre for Research in Organic Food Systems, Food Organisation of Denmark, Innovationscenter for Økologisk Landbrug, Food Nation Denmark, Dansk Vegetarisk Forening (DVF) - Vegetarian Society of Denmark, Dyrenes Beskyttelse (Animal Protection Denmark), DM - fagforening og Business Lolland-Falster
Tilmeld dig OS25 nyhedsbrevet her
Læs mere om topmødet på organicsummit.org