Hvepsen kan blive kålavlernes nye bedste ven

Naturens egne kræfter skal i spil, hvis vi skal undgå brugen af plastik og sprøjtemidler. Et nyt projekt, WaspAlliance, undersøger, om hvepsen kan fungere som bæredygtig økologisk plantebeskyttelse.

Ideen er ikke ny. Forskerne bag WaspAlliance er tidligere lykkedes med at bruge skovmyrer som et biologisk bekæmpelsesmiddel mod skadevoldere i æbleplantager. Men myren er ikke den eneste naturhelt, og nu har forskerne hvepsen i kikkerten. Der er brug for organismer med en længere rækkevidde, så de kan nå ind på midten af store marker.

Projektet sigter mod at gøre biologisk bekæmpelse succesfuld på store arealer med åbne marker, som den allerede er det i lukkede systemer (drivhuse), hvor biologiske løsninger har erstattet kemisk bekæmpelse.

Hvepsens livret er sommerfuglelarver, inklusiv larver af kålsommerfugle, som er notoriske plageånder på kålmarker. Kålavlerne oplever ofte, at kål bliver angrebet sidst på sommeren af kålsommerfuglens larver, og derfor lægges op til ét ton plastiknet per hektar ud, som et værn. Det efterlader plastikrester i naturen og udledning af klimagasser, når plastikken skal produceres. 

WaspAlliance vil undersøge, hvor effektive hvepse er til at fjerne sommerfuglelarver fra grønkål. Hvis de kan fjerne larverne hurtigt nok til at beskytte kålene lige så godt som plastiknettet, så kan kålavlerne få deres vante udbytter - men uden brug af plastik. Projektets tese er, at hvis man etablerer hvepseboer ved kålmarker, så kan hvepsene rense kålen for størstedelen af de sommerfuglelarver, som ellers ville æde kålens blade.

WaspAlliance etablerer eksperimentelle kålmarker, hvor forskerne kan sammenligne effektiviteten af hvepse med effektiviteten af plastiknet. Det er væsentligt at finde ud af, om man kan øge antallet af hvepse, og om de er aktive, mens larverne volder problemer. Derudover skal kålenes kvalitet og udbytte måles, så effektiviteten af de forskellige beskyttelsesmetoder kan sammenlignes. Sidst men ikke mindst skal forskerne teste, om hvepseboer tolererer flytning fra et sted til et andet. Gør de det, vil man kunne flytte dem rundt efter behov.

Hvepsene skal lokkes ud på kålmarker med sukkerautomater, som WaspAlliance fra tidligere forskningsprojekter ved, at de er glade for. Hvis sukkerautomaterne ikke lokker nok hvepse ud på markerne, vil projektet sideløbende udvikle metoder til at producere hvepseboer, der bosættes i kunstige hvepsekasser, som kan åbnes og lukkes efter behov. Disse kan flyttes ud til marker, der har behov for beskyttelse. En sidegevinst ved denne løsning er, at avlerne kan lukke ned for hvepsenes aktivitet på dage, hvor der er brug for arbejdsro på marken. 

Hvepse er ikke kun velegnede til at beskytte kål. Det forventes, at de kan beskytte mange andre afgrøder imod mange forskellige skadedyr. Forskerne håber på, at metoden også kan skubbe den konventionelle udendørsavl i retningen af økologiske metoder med alle de gavnlige virkninger, der følger med.  

WaspAlliance er en del af Organic RDD-programmet, som koordineres af ICROFS i samarbejde med GUDP under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Kronikken er også bragt i Økologisk Landbrug, juni 2025