Udbytterigt samarbejde med USDA
ICROFS har etableret et samarbejde med det amerikanske landbrugsministerium, USDA, som ind til videre har resulteret i en fælles konference, hvor forskere fra 12 OECD-lande præsenterede ny viden og innovation på økologiområdet.
Konferencen blev afholdt i Long Beach, Californien den 1. og 2. november med støtte fra OECD i forbindelse med den fælles årskongres for tre organisationer: American Society of Agronomy (ASA), Crop Science Society of America (CSSA) og Soil Science Society of America (SSA).
Konferencen fokuserede bl.a. på de udfordringer, økologisk forskning og innovation står over for, når den skal understøtte en bæredygtig fødevareproduktion, som samtidig fremmer ”eco system services” – altså økosystemernes bidrag til samfundet i form af rent drikkevand, biodiversitet og andre miljømæssige ydelser.
Lise Andreasen, som var koordinator for konferencen, var yderst tilfreds med arrangementet:
”Der blev præsenteret rigtig mange spændende resultater, og både de forskellige indlæg og de efterfølgende
diskussioner, var meget inspirerende,” siger hun.