Stærkt felt af indkomne ansøgninger til udvikling af økologisk jordbrug
Ansøgningerne til Organic RDD 11 favner en bred pallette af områder, herunder jordsundhed, planteavl, biodiversitet og husdyrsundhed og -velfærd.

Dansk økologi har gennem mange år været præget af udvikling, innovation og høj vækst. Det skyldes ikke mindst forskning og innovation, som løbende har understøttet den økologiske sektor bl.a. gennem det økologiske forsknings,- udviklings-, og demonstrationsprogram “Organic RDD”.
Regeringen og et stort flertal i Folketinget har i år afsat 55 millioner kroner til økologiforskning via forskningsprogrammet Organic RDD, som koordineres af ICROFS i samarbejde med GUDP under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
I sidste uge lukkede den 11. runde af Organic RDD, hvor ICROFS har modtaget 17 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på 109 mio. kroner.
Tværfaglighed, erhvervssamarbejde og fokus på helhedsorienterede løsninger
De indkomne ansøgninger vil blive blandt andet blive vurderet på deres evne til at samarbejde med erhvervet, deres tværfaglige tilgang og evne til at give helhedsorienterede løsninger, hvor målet er at bidrage til at udvikle fødevaresystemet og fødevareforbruget mod større bæredygtighed ift. både natur, klima-, miljø- og sundhed samt økonomisk og socialt.
"Jeg er glad for at se så mange interessante og innovative ansøgninger med et bredt fokus på bæredygtighed og en helhedsorienteret tilgang. Projekterne skal bidrage til at nå målene for klima, miljø, drikkevand, natur og biodiversitet - og derfor er det godt at se, at forskere, landbrugere, virksomheder og forbrugere går sammen om at udvikle innovative og konkurrencedygtige løsninger for økologien.
Jeg kan ikke jo kommentere på de ansøgninger, der er kommet ind. Men jeg er glad at se, at de dækker temaer som forbedret jordsundhed, recirkulering af resurser, og øget produktivitet af fødevarer som økologiske bælgfrugter, fisk og tang. Men også på den lidt større klinge temaer ift. udvikling af produktionssystemerne, som f.eks. skovlandbrug, samdyrkning og integration mellem husdyr- og planteproduktion", udtaler Jakob Sehested, centerleder, ICROFS, om de indkomne ansøgninger.
ICROFS’ Forsknings- og Udviklingsstrategi ligger til grund for opslaget.
En strategi som er udarbejdet med bred inddragelse af erhverv, industri, organisationer, forbrugere, forskningsmiljøer og myndigheder. Fokusområderne for strategien og opslaget er:
- Cirkulær Bioøkonomi
- Klima & Miljø
- Biodiversitet
- Sundhed & Velfærd
- Fremtidens Økologiske Forbruger
- Økologien som Levevej
ICROFS arbejder for kontinuitet i bevillingerne for forskningsindsatsen, og ser et stort behov for flerårige, forudsigelige og målrettede forskningsbevillinger, som afspejler ambitionerne for vækst og udvikling i økologien samt bredden i forskningsområdet. ICROFS forventer at kunne udbyde en ny Organic RDD-pulje til økologiforskning i starten af 2026.
Udvælgelsen af projekter
Organic RDD-programmet koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer) i samarbejde med GUDP (Bestyrelsen for Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram). Danmarks Innovationsfond har godkendt, at ICROFS varetager den forskningsfaglige evaluering via et internationalt ekspertpanel. Dernæst vurderer ICROFS’ bestyrelse ansøgningerne og indstiller til GUDP-bestyrelsen, hvilke projekter, de finder relevante at finansiere.
Projektlederne får svar sidst på året, om de får tilbudt støtte til projekterne.
Læs mere under SØG FORSKNINGSMIDLER