Spørgeskema skal kortlægge brugen af øko-forskning
Forskere, der arbejder med økologiske emner, kan ved at udfylde et spørgeskema hjælpe projektet Organic-AgriWare med at udbrede kendskabet til artikeldatabasen OrganicEprints.
Artikeldatabasen Organic Eprints er en guldgrube af økologiske forskningsresultater. Den rummer tusindvis af artikler med resultater fra økologisk forskning i Danmark og resten af Europa, det er verdens sjettestørste arkiv over landbrugsfaglig viden, og det er gratis at bruge den.
Organic Eprints potientiale bliver imidlertid slet ikke udnyttet fuldt ud, og landmænd og konsulenter bruger ikke den store pulje af viden i det omfattende arkiv i det omfang, der er mulighed for. Det skal et nyt forskningsprojekt - Organic-AgriWare - nu råde bod på.
For at målrette arbejdet i Organic Agri-Ware, bliver såvel forskere som landmænd og konsulenter bedt om at udfylde et spørgeskema. Skemaet er på let forståeligt engelsk, og det tager højst ti minutter at svare på det.
”Vi håber meget, det vil lykkes at få svar fra et bredt udsnit af de økologiske forskere, ikke kun i Danmark, men også i andre EU-lande. Det har nemlig stor betydning for vores muligheder for at udvikle nye redskaber, der kan gøre den forskningsbaserede viden om økologi mere tilgængelig for dem, der rent faktisk skal bruge den, ” siger Ilse A. Rasmussen, koordinator for OrganicEprints og desuden deltager i det nye projekt.
Udvikling af app
Den viden, som bliver indsamlet via spørgeskemaet, skal bruges til at udvikle nye digitale redskaber som for eksempel apps, der giver let adgang til Organic Eprints via mobiltelefon. Det bliver måske sådan, at landmanden kan tjekke vidensdatabasen med det samme, han eller hun oplever et problem på bedriften.
Det er det græske IT-firma AgroKnow, som skal udvikle det elektroniske værktøj i samarbejde med SEGES og ICROFS. Organic Eprints blev grundlagt i 2002 og drives af ICROFS.
Download spørgeskemaet her