Den danske økologiske produktion er stadig afhængig af importeret økologisk soja og konventionel gylle. Men hvad nu, hvis vi forestiller os, at de økologiske planteavlere kunne producere protein af samme kvalitet som soja, og til og med på marker med en stor biodiversitet, der øger jordens frugtbarhed og kulstofindhold og modvirker flerårigt ukrudt, og hvor der kan produceres foder eller biogas med en tilbageførsel af næringsstofferne til de økologiske kornmarker? Det er aspekter, som projektet MultiPlant netop er i gang med at belyse. Desuden vil projektet undersøge den overordnede effekt, og hvordan det ser ud miljømæssigt og økonomisk, hvis man introducerer et sådant system i den økologiske planteavl.

Analyserne er en del af projektet MultiPlant, hvor der arbejdes på at udvikle systemer, som producerer store mængder biomasse og protein til enmavede dyr, og som er robuste i relation til frugtbarhed og rodukrudt. MultiPlant tager udgangspunkt i meget forskelligartede græsmarksblandinger, der enten er optimeret til 1) at producere store mængder af protein med mange bælgplanter i, 2) at producere høje udbytter til biogas, eller 3) at skabe blandinger, der er til gavn for bestøverne og biodiversiteten i øvrigt.

Græsmarker er gode for biodiversiteten og er kendt for at øge jordens frugtbarhed og modvirke ukrudtstryk fra flerårigt ukrudt. De økologiske kvægsædskifter nyder gavn af disse fordele, hvorimod de økologiske planteavlssædskifter er udfordret af flerårigt ukrudt og mindre jordfrugtbarhed. Det kan derfor være fordelagtigt for økologiske planteavlere at få flere græsmarker ind i deres sædskifter, men hvordan griber man det an?

Den økologiske planteavler kan f.eks. have 25 % af arealet dyrket med græs. En mulighed er, at planteavleren har et samarbejde med en kvægbedrift, hvor græsset udnyttes som foder, og der returneres næringsstoffer via gylle. Et andet alternativ er, at afgrøden afsættes til et biogasanlæg, hvor næringsstofferne tilbageføres til markerne. En tredje interessant mulighed er, at en del af proteinet presses ud af biomassen, hvorefter den udfældes, evt. tørres og bruges som svine- eller fjerkræfoder (der kan erstatte importeret soja). Resten af biomassen kan enten bruges som kvægfoder eller afsættes til et biogasanlæg, hvor næringsstofferne tilbageføres til marken.

Transporten er en vigtig parameter i analysen og afhænger af, om disse processer foregår på gården på decentrale eller på centrale anlæg. Disse mulige alternativer kan sammenlignes med en praksis, hvor planteavleren importerer gylle og ikke har græsmarker i sædskiftet. Spørgsmålet er, hvilken løsning der er bedst miljømæssigt og økonomisk.

De miljømæssige aspekter i relation til klima, biodiversitet mv. undersøges via livscyklusvurderinger, og de økonomiske aspekter relateres til landmandens økonomi.

Projektet MultiPlant er en del af Organic RDD 2- programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Det har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet.

Besøg MultiPlants hjemmeside

Klummen blev også bragt i Økologi & Erhverv 9. september 2016.

Det er tilladt at citere denne artikel med kildehenvisning til Økologi & Erhverv