Ny strategi for forskning i og udvikling af økologisk jordbrug
ICROFS’ nye forsknings- og udviklingsstrategi har fokus på ny viden og nye teknologier, som understøtter videreudvikling af en bæredygtig, markedsdrevet og konkurrencedygtig dansk økologisektor.
Omstillingen af fødevaresystemet og –forbruget til at være bæredygtigt både miljømæssigt, sundhedsmæssigt, økonomisk og socialt kræver en helhedsorienteret og ambitiøs forsknings- og udviklingsindsats.
Økologisk produktion spiller en dobbeltrolle i samfundet. For det første forsyner produktionen et specifikt marked, der imødekommer forbrugernes efterspørgsel efter økologiske produkter - og for det andet leverer den samfundsgoder, der bidrager til beskyttelsen af klima og miljø, biodiversitet, dyrevelfærd samt landdistriktsudvikling.
Fødevareministeren har netop godkendt ICROFS nye Forsknings- og Udviklingsstrategi 2023. En strategi, som tager udgangspunkt i de økologiske principper og EU’s økologiforordning, og som sætter retningen for ICROFS’ nuværende og kommende udbud af forsknings- og udviklingsmidler under Organic RDD-programmet.
Målet med strategien er at sikre forskningsbaseret viden og teknologier, som understøtter fortsat vækst og udvikling af økologisektoren, samt styrker økologiens troværdighed, bæredygtighed og bidrag til samfundsgoder.
Bred inddragelse af erhverv, industri, organisationer, forskningsmiljøer og myndigheder
”Vi skal udvikle innovative og konkurrencedygtige løsninger, samt dokumentere og formidle disse til interessenter og samfundet. Derfor sigter strategien efter praksisnære løsninger og forskning, som udføres i et tæt og inddragende samarbejde mellem forskere og interessenter i værdikæden – lige fra landmanden til virksomheder, myndigheder, forbrugere og diverse organisationer,” siger Jørn Jespersen, ICROFS’ bestyrelsesformand.
Strategien har seks fokusområder, som sætter den faglige retning for udbud af forsknings- og udviklingsmidler under Organic RDD programmet:
- Cirkulær bioøkonomi
- Klima og miljø
- Biodiversitet
- Sundhed og velfærd
- Fremtidens økologiske forbruger
- Økologien som levevej
Læs mere om de seks fokusområder og succeskriterier for de forskningsprojekter, som ønskes fremmet i: |