Avl for fourageringsadfærd forventes at løfte velfærd

Forskere undersøger, om motivation for fouragering kan blive nøglen til højere dyrevelfærd i økologisk griseproduktion.

Positive oplevelser er lige så afgørende for grisens velfærd som fravær af lidelse, viser resultat fra nyt forskningsprojekt. Foto: Roos Marina Zaalberg.

Dyrevelfærd handler ikke kun om at undgå lidelse. Forskning viser, at positive oplevelser er lige så afgørende, og velfærd vurderes derfor som summen af både negative og positive erfaringer. 

Fire forhold er centrale for god velfærd: Ernæring, miljø, sundhed og mulighed for naturlig adfærd. Netop den naturlige adfærd er i fokus i Organic RDD‑projektet WelBredPOrg. Her undersøger forskere, landmænd og avlsselskaber, om man kan avle grise, der er mere nysgerrige, aktive og motiverede for at rode og æde grovfoder for dermed at styrke den positive velfærd i økologisk produktion.

Avl for adfærd – ikke kun for tilvækst 

Grovfoder stimulerer grisene til at rode, fremmer positive oplevelser og forbedrer mave‑tarmsundheden. Men dagens økologiske grise er primært avlet til høj vækst på koncentreret foder, og det vil formodentligt føre til dyr, der er mindre aktive og mindre motiverede for naturlig adfærd. 

Projektet WelBredPOrg udvikler en metode til automatisk at måle grisens interesse for grovfoder og undersøger, hvordan denne egenskab hænger sammen med velfærdsindikatorer. Projektet tester selektionspotentialet på 4.800 grise med kendt afstamning. De første resultater viser, at der ikke er en klar sammenhæng mellem tilvækst og rodeadfærd. Et vigtigt budskab til producenter, der frygter tab ved at give mere grovfoder.

Grisen er skabt til at undersøge verden 

Grise er intelligente, sociale og ekstremt nysgerrige dyr, og søerne bygger rede i timevis, kommunikerer præcist med deres pattegrise og organiserer komplekse sociale hierarkier. Alt dette understreger, hvorfor avl for naturlig adfærd giver mening, og hvorfor miljø og management skal følge med. 


Fem spørgsmål til to dyrevelfærdsforskere: 

Roos Marina Zaalberg og Lene Juul Pedersen, Aarhus Universitet 

1. Hvorfor er motivation for fouragering vigtig for grisens velfærd? 
Fordi rode- og undersøgelsesadfærd er en grundlæggende del af grisens natur og skaber positive mentale tilstande. 

2. Hvad viser de første resultater om sammenhængen mellem rodeadfærd og tilvækst? 
At der ikke er en klar sammenhæng: Aktive grise vokser ikke nødvendigvis dårligere. 

3. Hvad er den største barriere for at implementere avl for positiv velfærd? 
At området er nyt og komplekst, og at både avlsselskaber, landmænd og myndigheder skal tage et fælles ansvar og ændre praksis samtidig. 

4. Hvordan kan landmænd allerede nu støtte grisens naturlige adfærd? 
Ved at give mere plads og adgang til rigtigt rodemateriale som halm, hø eller grene, og ved at præsentere det på en stimulerende måde

5. Hvad skal der til for, at forbrugerne vælger økologisk grisekød oftere?
Tydelig kommunikation til forbrugerne om, hvad dyrevelfærd betyder i praksis, og at økologisk grisekød faktisk er til gængeligt i butikkerne.


Artiklen er også bragt i Økologi - Inspiration til Jordbruget, 1. udgave, juni 2026.
Sektor for Økologi har overtaget udgivelsen af magasinet, som DLBR-Økologi tidligere stod bag. Det er nu et medlemstilbud for økologer i L&F, men er man ikke medlem, kan man tegne abonnement på bladet.