Økologisk fiskeopdræt er en god investering – prisgevinsten holder
Enhver investering kræver et solidt økonomisk fundament. Det gælder også økologi. Projektet Robustfish finder, at prisgevinsten opnået på økologisk ørred og laks holder, når udbuddet af økologiske fisk stiger.
Følgende er et teoretisk skrækeksempel: En producent ser muligheder i stigende efterspørgsel på økologi og investerer i en omlægning baseret på et budget, hvor prisgevinsten dækker merudgifter ved investeringen. Andre producenter gør det samme, hvilket resulterer i et øget udbud. Dette får priserne til at falde. Producentens økonomi hænger ikke længere sammen, og den økologiske produktion stopper, investeringen er tabt, og producenten går konkurs.
Robustfish-projektet viser, at eksemplet heldigvis er helt urealistisk for ørreddambrugerne. Prisgevinsten forbliver nemlig stabil over tid. Formålet med Robustfish er at forbedre ørredynglens robusthed over for sygdomme, når medicinbehandling reduceres, for herigennem at skabe vækst. Markedsudsigter for salg af både økologisk ørred og laks i Danmark og Tyskland vurderes også i projektet.
Prisgevinstens stabilitet
De første danske økologiske ørreder blev solgt i 2005. Projektets resultater viser, at prisgevinsten, der kan opnås, er på 30-40 %. Den økonomiske gevinst ved omlægning er således høj. Danske forbrugere betaler tilsvarende en højere pris på importerede økologisk laks på omkring 20 %.
I Robustfish-projektet blev villigheden til at betale for økologisk ørred i Tyskland også undersøgt. Forbrugerne var i gennemsnit villige til at betale en merpris på 16 kr./kg.
I Danmark blev flere forbrugergrupper identificeret. 20 % køber mindst økologisk laks en gange om året (forbruget per person om året er 230 gram). 80 % køber aldrig økologisk. En medvirkende årsag hertil er manglende tilgængelighed. Projektet identificerede yderligere en betydelig efterspørgsel efter økologisk opdrættede fisk hos forbrugerne i Danmark og Tyskland.
Det er således muligt for ørredopdrætterne at opnå en prisgevinst. Men reduceres denne over tid, når udbuddet stiger? Nej det gør den ikke. Robustfish finder, at den højere pris på økologisk ørred har været stabil over længere tid, også når udbuddet er steget. Det er derfor sandsynligt, at prisgevinsten fremover vil forblive stabil. Med denne nye viden kan investeringen i en omlægning foretages med lidt mere ro i maven, selvom prisen stadig vil variere. Den overordnede prisudvikling afhænger nemlig af udbud og efterspørgsel efter konventionel ørred, da markedsandelen for økologisk ørred er lille.
Akvakultur i Danmark
Dansk ørreddambrug startede i 1870erne. I dag findes der ørredopdræt i dambrug og havbrug, åleopdræt, skaldyrsopdræt og en række andre produktioner. Ørred udgør mere end 90 % af produktionen. Dambrugene opdrætter typisk ørred i portionsstørrelser på 200-400 g med hvidt kød, mens havbrugene producerer ørred på 3-4 kg. med rødt kød, hvor rognen også er et vigtigst produkt.
Den økologisk produktion startede i 2005. I 2015 var der 10 dambrug, 2 havbrug og 7 muslingeopdræt. Produktionen udgør 2.782 tons til 54 mio. kr. Markedsandelen for dambrugsørred i første led er 3 %, hvor importeret laks på slutmarkedet udgør 4 %. Den økologiske efterspørgsel er stigende, og sektoren er i vækst.
Robustfish-projektet er en del af Organic RDD 2-programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Det har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet.
Klummen er også bragt i Økologi & Erhverv 24. maj 2017