Videnstelt bragte nyt til udvikling af øko-jordbruget
Øko-Markdag var en dag fyldt med seneste nyt fra forskning, rådgivning og diverse projekter til planteavlere, gartnere og husdyrholdere.
Det faglige program i Øko-Markdags videnstelt bestod af seneste nyt inden for en lang række emner såsom recirkulering, biogas, bælgplanter, frugt, bær og grønt, fodringsstrategier og meget mere. Blandt de oplæg, som tiltrak stor opmærksomhed, var jordens frugtbarhed omdrejningspunktet for indholdet.
Vejen til vellykket virkning af efterafgrøder
Vellykkede efterafgrøder er vigtige for succes i økologisk planteavl og kan bidrage til opbygning af jordens frugtbarhed og højere udbytter. På Øko-Markdag gav seniorforsker Peter Sørensen fra Aarhus Universitet og Plantechef Claus Østergaard fra ØRD indsigt i viden fra forskning og rådgivning. Opfordringen var, at man skal sikre sig, at efterafgrøden er veletableret, men samtidig undgå kraftig konkurrence med hovedafgrøden, når efterafgrøden undersås. Efterafgrøder bør tænkes ind i alle markplaner, med fokus på at integrere flere arter. Anbefalingen lød, at ved såning af efterafgrøde efter høst, skal man så så tidligt som muligt, og gerne honningurt, vikke og korsblomstrede arter.
AU har gennem 25 år målt effekter af efterafgrøder på udbytter, jord, miljø og klima på forskellige lokaliteter. Forsøg herfra viser blandt andet, at blandinger med kvælstof-fikserende arter kan være meget effektive og have en eftervirkning på ca. 50 kg N pr. ha, og man finder en betydelig bedre gødningsvirkning end blandinger uden kvælstof-fikserende planter.
Kompost og plantebaserede gødninger virker
Kan 100% plantebaseret gødning erstatte husdyrgødning, hvordan produceres det på gården, og får man noget ud af at kombinere med langtidsvirkende kompost? Det besvarede seniorforsker Hanne Lakkenborg Kristensen med sit oplæg under henvisning til sine Organic RDD og CORE Organic-projekter. Hun fortalte om forsøg, hvor man sammenligner kontrolkompost fra Aarstiderne (milekomposteret) med kompost fra firmaet Comferm. Tanken er, at Comferms komposttromle skal kunne lave iltet kompost på gårdniveau. I tidligere forsøg under Aarhus Universitet har man set en tydelig effekt på jordens liv. Oplæggets hovedbudskab var, at kombinationen af have-parkkompost og plantebaseret gødning hverken giver udbyttetab, N- eller P-mangel. Derimod viser resultater, at jordens mikrobielle omsætning og kvælstofmineralisering stimuleres, og jordens frugtbarhed opbygges med de plantebaserede gødninger sammenlignet med fra animalsk gylle. Som afsluttende pointe under oplægget, blev det fremhævet, at kompostens kvalitet er vigtig, herunder at materialet er fri for ukrudtsfrø og ikke opformerer sædskiftesygdomme
Artiklen er også bragt i Økologi - Inspiration til Jordbruget