Verdensmarkedet for økologi sætter rekord
Omsætningen af økologiske varer nåede 72 mia. dollars i 2013, og 43 mio. hektar er økologisk certificeret, viser nye tal fra IFOAM, som bliver præsenteret på BIOFACH i Nürnberg onsdag den 11. februar 2015.
Forbrugere verden over lægger flere økologiske fødevarer i indkøbskurvene end nogensinde før. Efterspørgslen på økologi er steget markant, det økologiske areal vokser, og 170 lande har nu økologisk landbrugsproduktion. Det viser en ny rapport, “The World of Organic Agriculture,” som den økologiske verdensorganisation IFOAM sammen med det økologiske forskningsinstitut FiBL præsenterer i dag på fødevaremessen BIOFACH I Nürnberg.
Ifølge rapporten, nåede omsætningen på det globale marked for økologiske fødevarer op på 72 mia. US $ I 2013 (55 mia. euro). Det amerikanske marked er størst med en opsætning på 24.3 mia. Euro. Det var 11,5 pct. mere end året før.
IFOAM yderst tilfreds
“Vi er yderst tilfredse med den aktuelle, glimrende globale vækst. De positive effekter på miljø, social udvikling og økonomi i både det Globale Nord og det Globale Syd understreger sektorens betydning som fyrtårn,” siger Markus Arbenz, direktør for IFOAM.
I samlede tal ligger Tyskland på andenpladsen med en omsætning på 7,6 mia. euro, og Frankrig er nummer tre med 4,4 mia. euro. For første gang nogensinde er der desuden nu sat tal på det kinesiske øko-salg. Det nåede i 2013 op på 2,4 mia. euro, og Kina er dermed nummer fire på den økologiske rangliste. Schweitz har det største øko-forbrug pr. capita, mens Danmark ligger på andenpladsen.
Det økologiske areal er også vokset, viser rapporten. På verdensplan blev godt 43 mio. ha dyrket økologisk i 2013. Det er analyseinstituttet Organic Monitor, som har indsamlet de globale data til rapporten for IFOAM og det økologiske forskningsinstitut FiBL.
Tid & sted: BIOFACH i Nürnberg, Room Istanbul, NCC East, onsdag den 11.2.15 kl. 14-14.45