P1 Natursyn: Skovmyren som skadedyrsbekæmper
Salget af økologiske varer er steget med næsten 18 procent det første halvår af 2016 i forhold til sidste år, og det er særligt salget af frugt og grønt, der er på vej op. Da økologer ikke sprøjter, må der tages andre metoder i brug for at følge med efterspørgslen.
P1 Natursyn har besøgt den økologiske æbleplantage 'Æbletoften', Tirstrup på Djursland sammen med biolog og forsker Joachim Offenberg fra det ICROFS-koordinerede projekt MothStop.
Plantagens husdyr høster skadedyr
På Æbletoften har MothStop flyttet myreturer fra skoven og ind i rækkerne mellem æbletræerne. Formålet er, at myrerne skal kravle op i træerne og få dækket deres proteinbehov ved at leve af skadedyr. Et andet interessant aspekt er, at myrer er i stand til at producere antibiotika, som kan bekæmpe svampesygdomme. Hvis myrerne afsætter antibiotiske stoffer på æbletræerne, forventes det at give en reduktion i udbredelsen af sygdomme, herunder den frygtede æbleskurv. Spørgsmålet er, om myrerne kan holdes indenfor plantagen, og hvor stor en effekt myrernes tilstedeværelse har på skadedyr og svampesygdomme.
En sød relation?
For at fastholde myrerne i plantagen og lokke dem op i træerne, har projektet opsat bægre med sukkeropløsninger. På vejen til sukkeret vil myrerne møde proteinføde i form af frostmålerlarver. Udfordringen er dog, at skovmyrer har andre venner end æbleavleren. Myrer er nemlig også kendte for at holde bladlus som husdyr, da lusene udskiller honningdug, som myrerne gerne indsamler. En uønsket effekt af myrernes tilstedeværelse er således, at antallet af bladlus i æbletræerne kan stige, da myrerne passer lusene som malkekvæg i stedet for at slagte dem. Derfor arbejder projektet på at udvikle et ’super-sukker’, som er mere attraktivt end bladlusenes honningdug. Lykkes det, er det ikke længere interessant for myrerne at holde bladlus som husdyr til produktion af sukker; de vil i stedet opfatte lusen som endnu en proteinkilde, og dermed vil bestanden af bladlus falde igen.
God kommunikation skaber superorganisme
Myrer er gode kommunikatører, hvilket gør myreturen til en superorganisme: Når en enkelt myre finder et byttedyr, vil den udskille feromoner, som er med til at tilkalde andre myrer. Derfor kan myrer både fange mindre og større skadedyr i træerne, da de kommer hinanden til undsætning, og myrer fra blot en enkelt tue er desuden i stand til at afsøge et stort areal.
Effekten af at holde myrer som husdyr i plantagen skal opgøres i nærmeste fremtid, men hør om de foreløbige undersøgelser og resultater i radioudsendelsen på P1.
Hør radioudsendelsen fra Natursyn på P1
MothStop er en del af Organic RDD 2.2 programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Projektet har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, (GUDP) under Fødevareministeriet.