Forbrugersegmenters syn på bæredygtige økologiske fødevaresystemer

For at positionere økologien som et centralt redskab i udviklingen af en bæredygtig fødevareproduktion er det nødvendigt at vide mere om forbrugernes syn på koblingen mellem økologi og bæredygtighed, og hvordan forbrugerne afvejer forskellige dimensioner af bæredygtighed.

Den økologiske sektor spiller en vigtig rolle i udviklingen af et bæredygtigt fødevaresystem, da den leverer samfundsgoder, som blandt andet bidrager til at fremme miljø, biodiversitet og dyrevelfærd. Samtidig er den økologiske fødevareproduktion, ligesom den konventionelle, ofte udfordret af klimapåvirkningen, og af at klimavenlige løsninger kan have en negativ påvirkning på andre dimensioner af bæredygtighed som eksempelvis dyrevelfærd.

Det økologiske forbrugersegment vægter naturlighed højt i valget af fødevarer, hvilket kan stride imod brugen af teknologiske løsninger for en mere klimavenlig produktion.

Det nyligt opstartede Organic RDD6 projekt SO-FOOD vil derfor analysere samspillet mellem økologisk forbrug og forbrugernes syn på bæredygtighed samt holdninger til klimavenlig teknologi. Der er behov for en øget viden om, hvordan økologiske fødevarer kan udvikles i en bæredygtig retning, så de er i tråd med forbrugernes opfattelser af bæredygtighed.

”Vi forventer, at langt de fleste forbrugere forbinder bæredygtige fødevarer med klimavenlige fødevarer, men herudover forventer vi, at der er stor forskel på, i hvor høj grad bæredygtighed også forventes at omfatte naturlighed, lokal produktion, varer i sæson, god dyrevelfærd samt sundhed for dyr, mennesker og miljø”, siger Tove Christensen, lektor IFRO (KU) og projektleder i SO-FOOD, og fortsætter;

”Vi vil blive klogere på de forskellige opfattelser af bæredygtighed, og vi vil undersøge om forbrugernes forventninger til en bæredygtig gulerod eller bøf afhænger af, om den er produceret økologisk eller ej. Den viden kan vi bruge til på kort sigt at afstemme forventninger, så den økologiske gulerod (eller bøf) ikke skuffer – og på lidt længere sigt til at producere økologiske produkter, der lever op til forbrugernes krav til bæredygtighed.”

Projektet er bygget op om fire centrale spørgsmål:

  1. Har økologiske forbrugere et mere klimavenligt fødevareforbrug end ikke-økologiske forbrugere?
  2. Anser forbrugere teknologidrevet bæredygtighed for at være mere/mindre acceptabelt, hvis fødevaren er økologisk?
  3. Har økologiske forbrugere et mere holistisk syn på bæredygtighed end ikke-økologiske forbrugere?
  4. Prioriterer økologiske og ikke-økologiske forbrugere forskellige bæredygtighedsdimensioner – og afhænger eventuelle forskelle mellem forbrugernes prioriteringer af om varerne er økologiske?

Spørgsmålene skal besvares ved hjælp af selv-rapporterede købsdata på husstandsniveau, suppleret med seks fokusgruppeinterviews og to spørgeskemaer.

SO-Food en del af Organic RDD 6-programmet, som koordineres af ICROFS. Projektet har fået tilskud fra GUDP under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.