Blomsterstriber giver flere nyttedyr i økologiske æbleplantager

Økologiske æbleavlere oplever ofte at store dele af høsten går tabt på grund af skadedyr. Flerårige blomsterstriber kan øge forekomsten af nyttedyr i plantagen og derved reducere skader.

I Danmark er over 20 procent af det dyrkede æbleareal dyrket økologisk. Én af udfordringerne ved økologisk æbledyrkning er skadedyr, som medvirker til at størstedelen af en gennemsnitlig høst ikke kan sælges som klasse A frugt. Nogle år er den røde æblebladlus (Dysaphis plantaginea) et af de mest problematiske skadedyr i økologiske æbleplantager, og den er på nuværende tidspunkt ikke mulig at bekæmpe.

I projektet ProtecFruit undersøger vi om hjemmehørende, flerårige blomsterstriber har en positiv effekt på forekomsten af naturlige fjender af skadedyr, f.eks. blomstertæger, edderkopper, mariehøns, svirrefluelarver og ørentviste. Tidligere har lektor Lene Sigsgaard vist, at blomsterstriber kan nedsætte skader fra viklere og fremme naturlige fjender af skadedyr. Desuden kan blomsterstriber gavne naturlige fjender af skadedyr ved at være kilde til pollen og nektar og til alternative byttedyr.

Vi undersøgte også om blomsterstriber kan reducere skader forårsaget af den røde æblebladlus og fremme dens naturlige fjender. Derfor etablerede vi i 2015, i samarbejde med frugtavlere, flerårige blomsterstriber i fem plantager. I de følgende to år, 2016 og 17, opgjorde vi effekten af blomsterstriberne. Som kontrol opgjorde vi tilsvarende data i økologiske æbleplantager uden blomsterstriber.  

Blomsterstriber giver færre bladlus og flere nyttedyr
Forekomsten af den røde æblebladlus var lavere i 2016 end 2017. Begge år var andelen af blomsterstande og langskud med symptomer fra bladlus i æbleplantager højere uden blomsterstriber end i plantager med blomsterstriber. Sådan var det i hele perioden fra efter-blomstringen i maj til lige før høst i august. En god bestand af nyttedyr er vigtig tidligt i sæsonen for at undgå udvikling af store bladluskolonier. Begge år var der flere nyttedyr i æbleplantagerne med blomsterstriber sammenlignet med plantager uden blomsterstriber. I plantagerne med blomsterstriber fandt vi også typisk flere nyttedyr i trærækkerne tæt ved blomsterstriben, hvilket understreger, at blomsterstriberne fremmer naturlige fjender.

I bladluskolonierne blev de naturlige fjenders aktivitet målt visuelt og viste, at de vigtigste naturlige fjender var edderkopper, ørentviste og blomstertæger. I trærækken tæt ved blomsterstriberne så vi markant flere svirrefluelarver og guldøjelarver, som begge er specialiserede og yderst effektive fjender af bladlus, og både voksne guldøjer og svirrefluer lever af pollen og nektar.

Blomsterstriber har flere fordele
Etablering af blomsterstriber kan derfor være en rigtig god løsning til at øge bestanden af naturlige fjender. Det er naturligvis vigtigt at bruge hjemmehørende arter, at sikre lang blomstring og at vælge blomster, der kan trives i plantagen, og som fremmer nyttedyr. På den måde kan blomsterstriber øge den funktionelle biodiversitet i plantagen og dermed nedsætte behov for anden bekæmpelse. Etablering af flerårige blomsterstriber nedbringer desuden arbejdsbyrden de efterfølgende år. For at sikre de bedste vilkår for så mange plantearter som muligt, anbefaler vi, at blomsterstriben efter etablering bliver klippet to gange årligt, forår og efterår. 

Læs mere om projektet:

                                                                          ***

Klummen er også bragt i Økologi & Erhverv den 1. december 2017.

Projektet ProtecFruit er en del af Organic RDD 2-programmet, som koordineres af ICROFS (Inernationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Det har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet.