Kyllinger

Fakta om økologisk slagtekyllingeproduktion

Det er et stigende salg af langsomt voksende alternative og økologiske slagtekyllinger, og der ses en øget diversitet af kyllinger i detailhandlen på nuværende tidspunkt. Ifølge en opgørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet voksede den økologiske produktion af slagtekyllinger med 49 % fra maj 2016 til maj 2017.

Markedsandelen af økologiske slagtekyllinger udgør ca. 1.5% af den samlede produktion af kyllinger i Danmark. Der mærkes en fortsat stigende interesse og efterspørgsel efter økologiske kyllinger, på både det danske og det internationale marked.

Ligesom for æglæggende høner skal slagtekyllingernes levevilkår i videst muligt omfang sikre dyrevelfærden. Med andre ord skal kyllingerne have plads til og mulighed for at udøve deres naturlige adfærd.

Økologiske slagtekyllinger lever i flokke med højst 4800 kyllinger i hver flok, og de har dobbelt så meget plads at bevæge sig på, som konventionelle kyllinger har. Endvidere har kyllingerne adgang til at komme ud i det fri og rode i jorden. I staldene skal der være dagslys, kyllingerne skal have siddepinde og mulighed for at støvbade. Ligesom æglæggende høner skal slagtekyllinger fodres med økologisk foder og have grovfoder.

Økologiske kyllinger lever cirka dobbelt så længe som konventionelle kyllinger, fordi de vokser langsommere. Afhængig af race lever en økologisk kylling typisk mellem 63 og 81 dage, mens konventionelle kyllinger bliver slagtet, når de er cirka 40 dage gamle.


Hvad siger forskningen?

Prisen for økologiske slagtekyllinger er højere end for konventionelle slagtekyllinger, og det er afgørende at sikre en høj grad af troværdighed i forhold til at øge markedsandelen. Selvom Danmark årligt producerer omkring 100 mio. kyllinger, så er kun 1,5 mio. af dem økologiske. Branchen har brug for udvikling, og et af aspekterne, der kan styrke udviklingen, er robuste og aktive racer. Samtidig er der behov for at udvikle produktionssystemer, der i højere grad tilgodeser de økologiske principper samt forbrugernes forventning om høj dyrevelfærd og positiv miljø-/klimapåvirkning.


Forskningsprojekter i regi af ICROFS


Diversitet og integritet i økologisk slagtefjerkræproduktion  

Formålet med Organic RDD 2-projektet MultiChick har været at bidrage til øget vækst i økologisk slagtefjerkræ- produktion via en revurdering af produktionssystemerne.  Indsatsen har været rettet mod nye fodringsstrategier i de eksisterende systemer, samt mod udvikling af nye systemer, hvor nye kyllingetyper integreres i produktionen af træ-/ energiafgrøder - så der opnås reduceret N-udvaskning, øget kulstofoplagring og optimal dyrevelfærd, samt skabes produkter, der kan skabe grundlag for lancering af nye brands. Det vil give en yderligere værdiforøgelse, hvis der på tværs af de forskellige systemer skabes konceptfoder baseret på danske råvarer, og hvis rugeæggene produceres økologisk i Danmark og dermed kan forsyne sektoren med flere genotype.

Projektperiode: 2014-2019