Kvæg og kalve

Fakta om økologisk kvæg og kalve

Økologisk kvæg er på græs mellem d. 15. april og d. 1. november. Dyrene skal være på græsningsarealet minimum seks lyse timer dagligt. Det afhænger dog af, om vejrforholdene og dyrenes fysiske kondition tillader det. Syge kreaturer kan i perioder opholde sig på stald. Når dyrene er ude, skal der være adgang til læ og skygge. For ikke-økologiske køer er der ingen krav, og kun ca. 16 % af dem kommer på græs.

Kalve i alderen fire til seks måneder skal have adgang til græs fra den 1. maj til den 1. september, og småkalve under fire måneder skal opstaldes indendørs.

Økologisk foder

Kvægets foder skal bestå af minimum 60 procent grovfoder som græs, ensilage, halm eller roer. Udover grovfoder, får kvæg også kraftfoder. Kraftfoder kan være byg, hvede, havre, raps, majs og indeholder meget energi og protein. Foderet skal være dyrket økologisk.

Økologiske kalve får naturligt mælk i minimum tre måneder efter fødslen. 

Mindre medicin

Den økologiske landmand må kun behandle dyr, når en dyrlæge har stillet en diagnose. Et økologisk dyr, der er blevet behandlet med medicin, skal tilbageholdes fra slagteriet i dobbelt så lang tid som et konventionelt. Når et dyr er blevet behandlet mere end tre gange inden for et år, skal det omlægges på ny, før det kan sælges som økologisk.


Hvad siger forskningen?

Malkekvæg

Hidtil er effektivitetsforbedringer i den økologiske mælkeproduktion hovedsagligt sket via bedre management og optimering af fodrings- og produktionsstrategier, idet man har brugt de racer, der var udviklet til de konventionelle produktionssystemer. Potentialet i kvægracer, der genetisk er tilpasset den økologiske produktion er derfor temmelig uudforsket, selvom visse racer har potentiale til, at fremavle specielle karakteristika, som er optimale for økologisk produktion.

Kalve

Det økologiske regelsæt giver gode rammer for velfærd hos småkalve. De økologiske kalve går mindst et døgn hos koen efter fødslen, kommer i gruppe fra 7 -dages alderen, får komælk i 3 måneder og kommer ud på græs i sommerhalvåret, når de er blevet 4 måneder. Reglerne indebærer dog samtidig særlige udfordringer med smittespredning og højere sygdomstryk. Kalvedødeligheden (1-180 dage) i økologiske har forbedret sig i de senere år og er nu på 6,8 %, hvilket er på niveau med tilsvarende konventionelle malkekvægsbesætninger. Kalvedødeligheden er dog stadig over branchens målsætning om højest 5,5% dødelighed. Forskningsresultater har tidligere vist, at økologiske kalve i de første leveuger har et højt niveau af mavetarminfektioner, og at kalvediarré spiller en vigtig rolle for kalvedødeligheden i økologiske malkekvægsbesætninger.


Forskningsprojekter i ICROFS regi


Kalve hos køer i mælkebesætninger

Organic RDD4-projektet KALVvedKO undersøger forskellige aspekter af dilemmaerne vedrørende fravænning, samt fordele og udfordringer ved at lade kalve gå sammen med deres mødre gennem mælkefodringsperioden. KALVvedKO søger at løse disse dilemmaer gennem forskning og udvikling af nye robuste og innovative staldsystemer til danske forhold.

Projektperiode: 2019-2021


Reduktion af kalvedødelighed i økologiske besætninger

Organic RDD2.2-projektet ViOrCas formål har været at udvikle den bedste managementstrategi til forebyggelse af diarre i kalvens første 6 leveuger.

Projektet fokuserer på tre indsatsområder:

  • Effektiv tildeling af råmælk af høj kvalitet
  • Opstaldning i små stabile grupper med god overvågning
  • Fodring med mælk af god hygiejnisk kvalitet og med den rette temperatur.

Projektperiode: 2016-2017