RECONCILE

RECONCILE

  • Recirkulering af restprodukter i økologisk produktion – forbrugertroværdighed og økosystemets sundhed 

Hvis produktionen i økologisk landbrug skal opretholdes og potentielt forøges, samtidigt med at brugen af gødning og halm fra konventionelt landbrug udfases, er det nødvendigt at finde alternative gødningsprodukter fra det omgivende samfund (industrier og byer). Disse produkter indeholder nødvendige næringsstoffer og genanvendelsen vil bidrage til at opnå en bæredygtig cirkulær økonomi, men de kan også indeholde nogle potentielt problematiske stoffer som fx mikroplastik og tungmetaller.  

RECONCILE undersøger centrale jord- og økosystemsundhedseffekter af recirkulering, og med baggrund i dette undersøges forbrugerholdninger til recirkulering fra det omgivende samfund til økologisk jordbrug, herunder hvordan forskellige måder at kommunikere omkring recirkulering påvirker forbrugerholdninger.

Projektet vil sammenfatte den oparbejdede viden i samarbejde med økologiske jordbrugsinteressenter og udarbejde en rapport med anbefalinger, som kan bruges i det videre arbejde med recirkulering til økologisk jordbrug.

Formålet med projektet

RECONCILE kortlægger omfanget af skadelige effekter på jordens økosystem ved recirkulering af fx spildevandsslam, komposteret husholdningsaffald og human urin gennem eksperimentelle undersøgelser og litteraturstudier.

Jorden har et meget forskelligartet fødenet af mikroorganismer (bakterier, svampe, protozoer og nematoder) som er essentielle for fertiliteten, idet de udfører en række økosystemtjenester, fx nedbrydning af organisk stof, mineralisering af næringsstoffer og opretholdelse af jordens struktur. Det er derfor vigtigt, at disse organismer - og de processer de udfører - ikke påvirkes negativt. 

RECONCILE vil bl.a. bruge Københavns Universitets (KU) mangeårige projekt, ”CRUCIAL”, som har bragt human urin, spildevandsslam og komposteret husholdningsaffald og ud i 20 år, i moderate (urin), høje og meget høje mængder (spildevandsslam og kompost), hvilket betyder at der er tilført mængder svarende til over 100 års drift. RECONCILE vil kortlægge omfanget af forurening med mikroplastik og tungmetaller i CRUCIAL, og undersøge om gødningsformerne har haft en effekt på jordens fødenet.

Med dette som udgangspunkt laves der 1) kvalitative undersøgelser af forbrugeres forståelse og mulige bekymringer i forhold til recirkulering, som danner grundlag for 2) kvantitative studier af et stort antal forbrugeres holdning til recirkulering.

Projektet trin for trin

Undersøge omfanget af mikroplastik og tungmetalforureningen i CRUCIAL - KU’s langvarige feltforsøg om recirkulering (doseringer svarende til 20 års udbringning af human urin og mere end 100 års udbringning af komposteret husholdningsaffald og spildevandsslam)

Evaluere effekten af alternative gødningsformer på jordens fødenet i CRUCIAL-forsøget  

Udføre laboratorieforsøg som måler effekten af mikroplastik på udvalgte jordbundsorganismer  

Undersøge Rhizobium baktieriernes evne til kvælstoffiksering i CRUCIAL-behandlingerne     

Foretage kvalitative og kvantitative forbrugerundersøgelser som kortlægger forbrugernes holdninger til recirkulering

Projektperiode: 2020-2023  


Projektleder

Jakob Magid
Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet
jma@plen.ku.dk
Tlf.: 35 33 34 91


Projektdeltagere

  • Annemette Palmqvist, Institut for Naturvidenskab og Miljø, Roskilde Universitet
  • Mette Vestergård, Institut for Agroøkologi - Entomologi og Plantepatologi, Aarhus Universitet
  • Sinne Smed, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
  • Lars Gårn Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
  • Nina Preus, Landbrug & Fødevarer
  • Cecilia Logo-Koefoed, Landbrug & Fødevarer
  • Jesper Liengaard Johansen, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet
  • Myles Oelofse, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet