Status og aktiviteter

Status og aktiviteter i 2012:

I 2012 har ønsket om at styrke inddragelsen af brugere af forskningen ført til planlægningen af en interaktiv ’design by doing’ proces omkring udvikling af prototyper for kommunikation af multikriteriel vurdering af fødevaresystemer, hvor animation vil udgøre en integreret del.

Publikationer og internationalt samarbejde
I den første fase af projektet er der arbejdet med at afklare og sammenfatte det teoretiske grundlag for at lave og kommunikere multikriterielle vurderinger. Der er udarbejdet fem reviews og analyser som har fokus på henholdsvis økonomisk værdisætning og multikriterieanalyser; normative aspekter af multikriteriel vurdering; management, erhverv og tillid; konstruktionen af troværdighed og tillid i medierne; og kommunikation, deltagelse og læring. Analyserne er publiceret i særskilte rapporter og nogle vil endvidere danne grundlag for videnskabelige artikler. I 2012 er der blevet udarbejdet en tværgående, multiperspektivisk rapport der præsenterer de fem perspektiver på udfordringer og muligheder i multikriteriel vurdering og kommunikation af økologiske fødevaresystemer og forholder dem til projektets tre centrale udfordringer (Læssøe et al. 2012).

Den multiperspektiviske metode har også dannet grundlag for tværgående publikationer om specifikke emner som værdier, motivation, og tillid, der blev præsenteret på en velbesøgt og vellykket workshop på den internationale konference IFSA 2012 med titlen ”Balancing and communicating overall assessments of food systems” (http://ifsa2012.dk/?page_id=351). Workshoppen blev afholdt af MultiTrust i samarbejde med fire af dets internationale partnere. Den gav værdifuldt input til projektets arbejde, og har yderligere resulteret i godkendelsen af et særnummer om ”Multicriteria assessment of food systems sustainability” i det anerkendte tidsskrift Ecology & Society. Særnummeret, som forventes at udkomme i 2013, redigeres af tre MultiTrust deltagere sammen med projektets New Zealandske partner Henrik Moller.

En nærmere beskrivelse af projektet og link til publikationer kan findes på projektets hjemmeside (www.multitrust.org).


Status og aktiviteter i 2011:

Foreløbige resultater
Det er en stor styrke for projektet at der er private og offentlige brugere og repræsentanter for brugere som partnere i projektet, og at der er universitetspartnere fra samfunds-, human- og naturvidenskaberne. Som planlagt og forventet i et så tværvidenskabeligt og brugerinddragende projekt har vi brugt en del tid og ressourcer på at lære at forstå hinanden og vores forskellige tilgange og forventninger til projektet. Et konkret eksempel på dette er at hver projektpartner, inklusive regioner og kommuner, har udarbejdet en ’selvbeskrivelse’ af deres eget perspektiv på projektet. Beskrivelserne er tilgængelige på projektets hjemmeside (www.multitrust.org).

Ud over at være en hjælp til bedre at forstå hinanden og samarbejde i projektet, så skal selvbeskrivelserne også være en første øvelse i arbejdet med at synliggøre og håndtere de forskellige perspektiver på feltet. Projektet anvender en multiperspektivisk tilgang, som arbejder bevidst og åbent med de for-skellige videnskabelige perspektiver og aktørperspektiver der indgår, og hvilke aspekter af økologien, de kan iagttage. Denne multiperspektiviske ramme for tværvidenskabeligt arbejde er blevet beskrevet og publiceret i en international artikel (Alrøe and Noe 2011a).