MULTI-TRUST

Multikriteriel vurdering og kommunikation af effekterne af økologiske fødevaresystemer (MULTI-TRUST)

Projektet skal udarbejde analyser, metoder og prototyper til multikriteriel vurdering, som kan hjælpe økologiske aktører og interessenter til at udvikle, dokumentere og kommunikere afbalancerede helhedsvurderinger af effekterne af økologiske fødevaresystemer på samfund og natur.Dette skal understøtte en integreret udvikling af produktionen med principperne for øje, bidrage til en åben og troværdig kommunikation om økologiens fordele, og dermed underbygge økologiens langsigtede vækst.

Projektet vil udføre tværvidenskabelige analyser af eksisterende metoder til multikriteriel vurdering og kommunikation; skabe en ramme for, hvordan metoderne kan udvikles til brug for økologiske fødevaresystemer og kobles til de økologiske principper; samt teste prototyper i praksis.

Projektet er et samarbejdsprojekt mellem: AU-DJF, KU-LIFE-FOI, AU-DPU, AU-ISEK, AU-IMV, Videncenter for Landbrug, Økologisk Landsforening, Thise Mejeri, The Animation Hub.

Multitrust på Økologikongres 2013...Læs mere


Et nyt redskab til kommunikation af multikriterielle vuderinger i den økologiske værdikæde

I MultiTrust-projektet er der arbejdet med at finde frem til et redskab der kan løse udfordringen: Hvordan kan man lave helhedsvurderinger af effekterne af økologisk produktion på en sådan måde at de reelt vil kunne gøre en forskel i praksis.

Økologiske produkter skal klare sig i sammenligningen med konventionelle produkter, og ofte kommer økologiske produkter til at stå lidt svagt, når der måles på enkelte kriterier. Økologiens særkende er den helhedsmæssige betragtning – at der er taget hensyn til mange forhold på en gang – og der er derfor brug for helhedsvurderinger. Helhedsvurderinger kan imidlertid blive meget komplekse, og dermed svære at kommunikere og forholde sig til. Og det kan være vanskeligt at afgøre hvordan de kan forenkles, fordi en forenkling indebærer en række valg om hvad der vigtigt og hvordan forskellige kriterier skal vægtes.

Samtidig er økologisk jordbrug en produktionsform der til stadighed ønsker at udvikle sig. Økologiske produkter er således ikke bare produkter, der er produceret efter de økologiske regler. Der er mange producenter der gerne vil gøre en ekstra indsats ud over den standard som sikres gennem Ø-mærket. De økologiske produkter indeholder kvaliteter der er bestemt af en række valg og handlinger som foretages i produktionen og i den efterfølgende forarbejdning, transport og handel. Der kan fx lægges vægt på hvilke organiske gødninger der bliver anvendt, hvordan man indretter frugtplantagen for at fremme naturlige fjender, hvordan man sikrer høj velfærd og trivsel hos husdyrene, hvordan man sparer på energien i forarbejdningen, hvilken emballagetype man sælger de økologiske produkter i osv.

Når forbrugeren står ved køledisken, og når landmanden strør halm til sine kalve, ved de meget lidt om hvordan de andre led i fødevarekæden agerer, og de har ikke store muligheder for at komme i kontakt med hinanden. Men hvis de initiativer der tages for at forbedre og udbrede økologien, skal lykkes, så er der brug for at de andre led i kæden kan honorere den ekstra indsats. Der er brug for at kommunikere og koordinere på tværs af kæden.

Disse udfordringer har MultiTrust-projektet belyst gennem en række analyser og høringer med repræsentanter for de økologiske aktører. Arbejdet er mundet ud i en skitse til et redskab der vil kunne etablere kontakt på tværs af kæden og give brugerne overblik over hvad der er gjort i hele den økologiske værdikæde for at give produkterne deres særlige kvaliteter. Et redskab der udgør en platform hvor landmænd, virksomheder, butikker og forbrugere sammen kan arbejde med at udvikle økologien ud fra mange kriterier på en gang.

Projektet har produceret en videofilm der illustrerer problemstillingen og viser hvordan redskabet vil kunne fungere (se filmen nedenfor eller via dette link), samt et diagram der viser hvordan redskabet kan opbygges og hvordan forskellige aktører tænkes involveret (se diagram her). En mere detaljeret beskrivelse af redskabet er under udarbejdning.

 

 

 


Tre centrale udfordringer
En af de første opgaver for projektet har været at identificere de centrale udfordringer i at udvikle afbalancerede helhedsvurderinger af økologiske fødevaresystemer. Projektet har identificeret tre centrale udfordringer: viden, værdier og kommunikation.

  • Nogle effekter af økologiske fødevaresystemer er velkendte og kan måles ret enkelt og præ-cist, mens andre kun er dårligt kendte og svære eller dyre at undersøge. Den første store ud-fordringer i at lave helhedsvurderinger af økologi er således at bevare balancen mellem de forskellige typer af viden der indgår, og undgå at det der vides mest præcist eller er lettest at måle, får den største vægt. Samtidig er det vigtigt at forstå hvordan de forskellige effekter hænger sammen i systemet.
  • Multikriterielle vurderinger beror på indikatorer, som er udvalgte og konstruerede ud fra bestemte problemstillinger og mål. Man kan fx måle en udledning per hektar eller per kilo produkt, og det giver ikke nødvendigvis den samme vurdering. Den anden store udfordring er således at synliggøre de værdier der er indbyggede i vurderingsredskaberne, og hvordan de for-holder sig til økologiens etiske principper, samfundsmæssige målsætninger og andre interesser.
  • Økologien vil gerne måles på de mange hensyn den søger at tilgodese, men mere omfattende helhedsvurderinger bliver nødvendigvis også mere komplekse. Den tredje store udfordring er hvordan sådanne komplekse vurderinger kan kommunikeres på en effektiv og inddragende måde. De skal kunne anvendes af både eksperter og praktikere med mange forskellige perspektiver, og medier spiller også en stor rolle når troværdighed og tillid bliver opbygget og for-handlet. Det er nødvendigt at reducere kompleksiteten, fx i form af visualisering, men det er afgørende hvor og hvordan det gøres.

Præsentationer og internationalt samarbejde
Projektet er blevet præsenteret på IFOAMs verdenskongres i Seoul, Sydkorea i 2011 (Alrøe and Noe 2011b), og i New Zealand hvor projektlederen har været Visiting Academic med støtte fra OECD, og der har været stor interesse for projektet fra mange sider, og tilbud om at indgå i samarbejde.
Projektet er med til at organisere den internationale IFSA 2012 konference i Aarhus, 1-4 juli 2012, og står for en workshop om ”Balancing and communicating overall assessments of food systems” sammen med tre af projektets internationale partnere (ifsa2012.dk).

Reviews og analyser
I den første fase af projektet er der udarbejdet en række reviews og analyser med henblik på at afklare og sammenfatte det teoretiske grundlag for at lave og kommunikere multikriterielle vurderinger:

  • Et litteraturstudie og en kritisk gennemgang af tilgange til evaluering af økologiske fødevaresystemer med særlig fokus på økonomisk værdisætning og multikriterieanalyser.
  • En analyse af de normative aspekter af eksisterende multikriterielle metoder, sammenholdt med de etiske principper, værdier og mål der kendetegner økologisk produktion og forbrug.
  • Et review af hvordan den kompleksitet som økologiske fødevaresystemer og bæredygtig udvikling indebærer, kan reduceres, så det fremmer kommunikation, deltagelse og læring.
  • Et review af litteratur om konstruktionen af troværdighed og tillid i medierne og blandt medie-brugere, med henblik på en mere omfattende vurdering af økologiske fødevaresystemer.

Hent projektets publikationer (Organic Eprints)

     

Projektleder

Hugo F. Alrøe

Blichers Allé 20, Foulum

8830 Tjele

Tlf. 87158031

E-mail: egon.noe@agro.au.dk

Læs mere

Slutrapport