Forskning

Fælles europæisk forskning skal gøre øko-køer endnu sundere

Forskere fra syv europæiske lande er gået sammen i forskningsprojektet ORGANICDAIRYHEALTH for at finde løsninger, som kan sikre dyrevelfærden i de økologiske malkekvægsbesætninger fremover.

I takt med at også de økologiske besætninger over alt i Europa bliver større, er det afgørende for dyresundhed og -velfærd, at der udvikles systemer, hvor køerne fortsat kommer meget på græs, og hvor forbruget af antibiotika er lavt, uden at det medfører mere sygdom og højere dødelighed.

Det skal et nyt forskningsprojekt - ORGANICDAIRYHEALTH - bidrage til. Projektet er et samarbejde, som involverer forskere og landmænd fra Danmark, Sverige, Tyskland, Schweiz, Østrig, Polen og Litauen, og det hører under forskningsprogrammet CORE Organic Plus.

Kritiske forbrugere

I de fleste europæiske lande er der en generel bekymring for dyrevelfærden i husdyrproduktionen, og europæerne forholder sig kritisk til, at husdyrene holdes permanent inde og har begrænset plads.

I offentligheden er der endvidere stor opmærksomhed om antibiotikaforbruget i husdyrproduktionen og bekymring for, at en øget forekomst af antibiotikaresistens hos bakterier kan gøre mennesker syge. Det har ført en stigende forbrugerinteresse for økologisk mælk.

Økologiske fortrin

Dyrevelfærden i den økologiske mælkeproduktion adskiller sig fra den typiske konventionelle med krav om at:

  • Køer, kvier og kalve er på græs
  • Dyrene har mere plads, så de i højere grad kan udfolde artsspecifik adfærd.
  • Kalven er sammen med koen i et døgn og får mælk i tre måneder
  • Alle dyr har permanent adgang til grovfoder, og grovfoder skal udgøre 60 pct. af de økologiske køers foderration

Der er desuden en række særlige økologiregler, som stimulerer til at holde dyrene sunde, forebygge behandlingskrævende husdyrsygdomme og minimere brug af antibiotika.

Forbedret avl og driftsledelse

De økologiske malkekvægsbesætninger bliver imidlertid stadigt større og produktion per dyr stiger også lige som i den konventionelle mælkeproduktion. Dette er en international trend, som er særlig synlig i Danmark, hvor der nu i gennemsnit er 160 køer i en økologisk malkekvægsbesætning.  Under disse omstændigheder er det en udfordring at sikre en god dyrevelfærd og et lavt forbrug af antibiotika.

ORGANICDAIRYHEALTH tager udgangspunkt i, at malkekøernes sundhed kan forbedres gennem en kombination af bedre pasning og avl. Med de redskaber er det muligt at opretholde god sundhed og velfærd i systemer med et relativt lavt niveau af kraftfoder, lavt medicinforbrug og udbredt brug af afgræsning. Det kan sikre forbrugernes fortsatte tillid til økologisk mælk, og samtidig vil fokus på køernes sundhed bidrage til at forbedre produktiviteten og økonomi.

Det overordnede formål med projektet er at forbedre yver- og stofskifte-sundhed hos økologiske køer gennem bedre pasning og målrettet avl herunder en optimal udnyttelse af lokale racer og brug af metoder, som genomisk selektion og krydsning af lokale og kommercielle racer. Projektet skal også identificere risikofaktorer for stress, yverinfektioner og stofskiftesygdomme samt alternativer til antibiotikabehandling. Alle studier og forsøg gennemføres i økologiske malkekvægsbesætninger med en betydende afgræsning. Det vil bidrage til effektive strategier til forebyggelse og håndtering af husdyrsygdomme og dermed forbedre yver og stofskifte sundhed. Dette vil samtidig føre til reduceret brug af medicin i økologiske malkekvægsbesætninger uden negative virkninger for køers velfærd.

Projektet ORGANICDAIRYHEALTH er et ERA-NET CORE Organic projekt ledet af Institut for Husdyrvidenskab ved AU Foulum og koordineret af ICROFS. Fra dansk side deltager også Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved AU Foulum og desuden seks udenlandske forskningsinstitutioner.