ICROFS får ny centerleder

Fra årsskiftet overtager Jakob Sehested posten som centerleder i Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer (ICROFS).

ICROFS' nye centerleder Jakob Sehested

Som centerleder skal Jakob Sehested forestå den daglige drift af ICROFS, herunder videreudvikling og koordinering af forsknings- og udviklingsindsatsen i økologisk jordbrug og fødevarer i regi af Miljø- og Fødevareministeriet.  

Mange erfaringer at bidrage med

Jakob Sehested kommer fra en stilling som lektor og sektionsleder ved Institut for Husdyrvidenskab - Husdyrernæring og fysiologi under Aarhus Universitet.

Med sig tager han bred og relevant erfaring som forsker, underviser og leder inden for det jordbrugsvidenskabelige område med en forskningsfaglig baggrund, der spænder fra de cellulære processer i dyrene til husdyrsundhed, produktkvalitet, miljøbelastning og interaktion med planteproduktionen. Blandt andet har han forsket i økologisk produktion i regi af forskningsprogrammerne FØJO I, II og III.

Jakob Sehested har desuden været involveret i udvikling og ledelse af uddannelser på det jordbrugsvidenskabelige område, herunder den internationale kandidatuddannelse i økologisk jordbrug og fødevarevaresystemer (M.Sc. double-degree EUR-Organic).

Om udvælgelsen fortæller ICROFS’ bestyrelsesformand Louise Gade: 

”Med Jakob Sehested som leder får ICROFS en yderst kompetent leder, som har alle forudsætninger for at sikre, at ICROFS bidrager værdiskabende til at udvikle økologisk produktion - og dermed til at realisere det vækstpotentiale, som dansk økologisk produktion har.

Med sin baggrund som landbrugskonsulent, dygtig forsker og leder i både landbruget og forskningen har han alle forudsætninger for at sikre, at ICROFS arbejder erhvervsrettet med at bidrage til at videreudvikle en markedsdrevet og konkurrencedygtig dansk økologisektor”. 

Fremtidens økologiforskning

D. 4. december mødte Jakob Sehested ICROFS’ bestyrelse for første gang. Omdrejningspunktet for mødet var ICROFS’ fremtidige strategi samt diskussion af det faglige fokus i et opslag for et kommende dansk forskningsprogram under Organic RDD.

"Økologisk produktion er i en enestående og markedsdrevet udvikling. Det betyder også, at økologien fortsat skal arbejde for at udvikle nye løsninger, der rykker hele den økologiske produktion mod en øget produktivitet - under hensyntagen til miljø, klima og dyrevelfærd. Investering i forskning og ny viden er derfor helt afgørende.

Jeg ser ICROFS som en stor styrke for udviklingen af økologien i kraft af en koordineret indsats på tværs af fagligheder, institutioner og interessenter. ICROFS skal fortsat spille en central rolle som nationalt og tværinstitutionelt center, der udformer en faglig og visionær strategi, og koordinerer forsknings- og udviklingsprojekter, der understøtter strategiens mål.

Min mangeårige erfaring med ledelse og kommunikation inden for privat virksomhed samt sektorforskning og universitet ruster mig til at bidrage til den videre udvikling af ICROFS"

- sådan udtaler Jakob Sehested sig om rollen som ny centerleder og økologiforskningen i regi af ICROFS.


ICROFS – et center uden mure

Det Internationale Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, ICROFS, blev etableret af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i juni 2008. ICROFS erstattede det tidligere nationale Forskningscenter for Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, FØJO. FØJO blev etableret i 1996 som et ”center uden mure”, hvor den egentlige forskning udføres af forskningsgrupper på de eksisterende forskningsinstitutioner, og ICROFS har med succes bibeholdt denne struktur.

ICROFS administrerer og koordinerer på vegne af GUDP, Miljø- og Fødevareministeriet, de nationale forskningsprogrammer, der iværksættes ud fra de ressourcer, der afsættes til økologiforskning i finansloven. Derudover koordinerer ICROFS den danske deltagelse i det europæiske forskningsnetværk CORE Organic, hvilket medfinansieres af midler fra EU.  ICROFS initierer, koordinerer og/eller deltager desuden i forsknings- og formidlingsaktiviteter (f.eks. projekter, vidensynteser, og symposier) finansieret af danske og europæiske konkurrenceudsatte midler, såsom private fonde og EU’s rammeprogrammer inden for forskning.