EN SUPER-KO ER EN SUND KO

I forbrugernes bevidsthed, står dyrevelfærd højt på ønskelisten – og det er et af de aspekter, forbrugerne lægger særligt vægt på, når de lægger økologiske varer i kurven. Derfor er det vigtigt, at økologien fortsat udvikler dyrevelfærden og lever op til forbrugernes forventninger.

Hør eller genhør Videnskabens Verden, hvor Jan Tind Sørensen og Morten Kargo fortæller om, hvordan de to ICROFS-koordinerede projekter, SOBcows og OrganicDairyHealth, arbejder på at forbedre økologiske malkekøers sundhed gennem avl og management.

”Det, forskningen kan bidrage med, er netop, at dyrevelfærd inden for økologi ikke bare er myter og markedsføring. Vi arbejder sammen med landmænd for at komme med forskning og viden, der betyder noget for dyrene, og som er operationel for landmændene”, fortæller Jan Tind Sørensen, Professor ved Institut for Husdyrvidenskab, AU.

Der forskes bl.a. i at avle en super-ko, der passer til de økologiske forhold. Det vil eksempelvis sige, at man prøver at avle en ko med en stærk mave, der sikrer, at den kan holde til det grovfoder, som de økologiske køer skal fodres med, fortæller seniorrådgiver på Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Morten Kargo.

"Dyrevelfærd relaterer sig til dyrenes sundhed, og vi har derfor særligt fokus på at give køerne en bedre sygdomsresistens, hvor yverbetændelse er den altovervejende sygdom. Men yverbetændelse kan man avle sig fra", Morten Kargo, Seniorrådgiver, Aarhus Universitet.

I interviewet udtaler Morten Kargo: ”For mig er super-koen den ko, der trives, har det godt, giver masser af mælk, er sund og har nemt ved at kælve – jeg tænker ikke på superkoen, der ser udsultet ud og yder 20 tons mælk om året”.

Hør indslaget i Videnskabens Verden på P1