Biodiversitet som fyrtårn i fortællingen om økologisk produktion
Ny forskningsrapport peger på, hvordan vi udvikler strategier for at værdisætte og markedsføre biodiversitet som en merværdi for økologien.
Biodiversiteten er under pres globalt set – og Danmark er ingen undtagelse. Landbrugslandskabet har gennem de seneste årtier oplevet et markant fald i artsrigdom.
Samtidig er markeder for produkter med særlige kvaliteter og certificeringer, herunder økologi og dyrevelfærd opstået. Denne udvikling kaldes ofte kvalitetsvendingen (the quality turn), men biodiversitet har indtil videre haft et begrænset fokus i forbindelse med markedsføring og værdisættelse.
Økologiens merværdi for biodiversiteten
Den økologiske dyrkningspraksis kan bidrage til større biodiversitet. For eksempel må der ikke anvendes syntetiske pesticider og kunstgødning, og jordens frugtbarhed bevares ved brug af organisk gødning, f.eks. husdyrgødning og grøngødningsafgrøder. Fraværet af pesticider og brugen af organisk gødning har en gavnlig effekt på biodiversitet i mark og marknære biotoper. Et andet eksempel på hvordan økologien gavner biodiversiteten er ved, at kvæg kommer på græs. Det øger nemlig tilstedeværelsen af arealer med græs og urter, hvilket har en gavnlig effekt på den biologiske mangfoldighed.
Kommunikation og værdisætning af biodiversitetsvenlige indsatser
Helt konkret mangler der på nuværende tidspunkt strategier, som producenter kan anvende til at udnytte ovennævnte markedsmuligheder.
Det er blandt andet vanskeligt at kommunikere biodiversitet i værdikæden, fordi begrebet er komplekst, svært at måle og mangler entydige indikatorer. Aktører forstår og prioriterer biodiversitet forskelligt, og forbindelsen mellem handlinger og effekter er ofte indirekte og stedsspecifik. Det kan gøre formidlingen uklar og vanskeliggør konkrete, fælles mål og incitamenter.
Projektet 4F – "Fremme af Frilandsgrise, Flora og Fauna" søger at imødegå denne udfordring ved at udvikle strategier for værdiskabelse af biodiversitet. Projektet er en del af Organic RDD9-programmet, som koordineres af ICROFS i samarbejde med GUDP.
Arbejdet hviler på fire søjler:
- Afprøvning af et nyt sæsondifferentieret skovlandbrugssystem for at opnå bedre dyrevelfærd
- Dokumentation af biodiversiteten i eksisterende skovlandbrugssystemer med grise på friland, samt undersøge og forbedre biodiversiteten i de eksperimentelle skovlandbrugssystemer
- Udvikling af strategier for værdisætning og markedsføring af biodiversitets effekter,
- Formidling af viden om projektets resultater til landmænd, rådgivere og forbrugere.
4F har udarbejdet rapporten “Strategies for valorisation of biodiversity in an international perspective”, hvilket indeholder en international analyse af strategier til at værdisætte biodiversitet og økosystemtjenester i fødevaresystemer. Gennem litteraturstudier, kortlægning af initiativer og interviews med relevante aktører identificeres fire strategityper:
Incitamentsmodeller, certificering og mærkning, beslutningsstøtteværktøjer og uddannelsesindsatser, samt direkte salg via korte værdikæder.
En central udfordring er manglen på standardiserede rammer for dokumentation og kommunikation af biodiversitetseffekter. Alligevel formår mange organisationer at omsætte kompleks økologisk viden til formater, der giver genklang hos forbrugere og beslutningstagere.
Effektiv værdiskabelse af biodiversitet på markniveau er afhængig af både typen af produktionssystem og værdikæden, men troværdig dokumentation og gennemsigtig kommunikation er vigtig. For at fremme konkrete praksisser der understøtter biodiversitet er det også vigtigt at disse kobles til incitamenter og samarbejder på tværs af værdikæden. Kombinationen af markedsbaserede, værdibaserede og læringsorienterede tilgange kan danne et flersidet grundlag for kommunikation og forankring af aktiviteterne.
Martin Thorsøe Hvarregaard, Institut for Agroøkologi - Jordbrugssystemer og Bæredygtighed, deltager som oplægsholder på Økologi-kongressen d. 19. november på sessionen “Biodiversitet som fyrtårn for fortællingen om biodiversitet” sammen med Anne Berg, Landbrugsfaglig chef fra Thise Mejeri.
De stiller skarpt på økologiens fortælling om biodiversitet blandt landmænd og til forbrugere, og du kan få indsigt i, hvordan økologien kan arbejde med værdisætning og markedsføring af biodiversitet, og hvordan landmænd via kommunikation og samarbejde kan styrke fortællingen om arbejdet med biodiversitet.
- SE PROGRAMMET FOR KONGRESSEN OG TILMELD DIG HER
- Rapporten "Strategies for valorisation of biodiversity in an international perspective" fra 4F er snart tilgængelig på Organic Eprints