Stor europæisk bevilling til forskning i klimarobust landbrug

Sammen med EU-Kommissionen inviterer det europæiske forskningssamarbejde FACCE-JPI forskere fra hele Europa til at søge en pulje på 15 mio. euro til forskning i bæredygtige og klimarobuste landbrugssystemer.

Danmark og 20 andre europæiske lande samarbejder i organisationen FACCE-JPI om forskning, der kan fremme udvikling produktionssystemer, som både kan sikre tilstrækkelig produktion af fødevarer og biomasse og gøre det under ændrede klimaforhold.

Sammen med EU-Kommissionen har partnerlandene i FACCE-JPI netop offentliggjort et opslag, hvor forskere kan ansøge om midler til fælles europæiske forskningsprojekter. Det vejledende budget er på 15 millioner Euro.

Det nye initiativ hedder FACCE SURPLUS (Sustainable and Resilient agriculture for food and non-food systems). Det skal forbedre mulighederne for europæisk forskningssamarbejde inden for bæredygtig og klimarobust fødevareproduktion.

Ifølge opslaget kan der søges om støtte til forskningsprojekter inden for bl.a. produktion og forarbejdning af biomasse, udvikling af bæredygtige, biobaserede produkter samt bæredygtig intensivering af fødevareproduktionen.

Fristen for at indsende forslag til første ansøgningsrunde er 4. marts 2015.

 Se opslaget her 

Yderligere oplysninger
Kontorchef Niels Gøtke, Uddannelses- og Forskningsministeriet. Telefon 72 31 83 96. e-mail: nigoe@fi.dk