ICROFS søger en ambitiøs projekt- og programkoordinator

Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer (ICROFS) søger en ambitiøs medarbejder med forskningsfaglig baggrund.

Stillingens indhold

Du bliver en del af et stærkt og velfungerende team på 10 medarbejdere med brede forskningsfaglige kompetencer og kompetencer inden for kommunikation, sprog og administration. Arbejdssproget er både dansk og engelsk.

Stillingen omfatter koordinering af det nationale forsknings- og udviklingsprogram Organic RDD i samarbejde med GUDP og ICROFS bestyrelse, samt opgaver i forbindelse de projekter, som ICROFS deltager i som koordinator eller partner. Herudover vil der være sekretariats-, kommunikations- og udviklingsopgaver, og der må forventes en vis rejseaktivitet, især i Europa. Den endelige fordeling af opgaver i stillingen vil afhænge af ansøgers kompetencer.

Opgaverne udføres selvstændigt, men i samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere internt og eksternt. Vi forventer, at ansøgeren har gode samarbejdsevner og kan tage selvstændigt initiativ, da stillingen kræver, at man kan skabe samarbejde med relevante forskningsmiljøer, institutioner og organisationer, herunder aftagere af resultaterne.

Eksempler på opgaver, som indgår i stillingen:

  • Koordinering af forskningsprogrammer, fx udbud, teknisk og forskningsfaglig evaluering, samt monitorering af projekter og granskning af status- og slutrapporter
  • Organisering af møder, workshops og seminarer med henblik på at stimulere forsknings- og udviklings, og formidlingsaktiviteter, og ikke mindst synergi mellem projekter
  • Projektdeltagelse, fx ledelse og koordinering af danske og internationale projektaktiviteter (herunder Organic Eprints), organisering af møder, workshops og seminarer, koordinering og udarbejdelse af rapporter og vidensynteser, evt. også formidlingsopgaver
  • Udarbejdelse af forskningsansøgninger med fokus på aktørdrevet forskning og innovation - særligt med fokus på de europæiske rammeprogrammer for forskning
  • Igangsætning af nye initiativer

Kvalifikationer

  • Relevant kandidatgrad og forskningserfaring i forhold til økologisk jordbrug og fødevaresystemer
  • Erfaring med projektkoordinering, internationalt projektsamarbejde, involvering af brugere i projekter og formidling af forskningsresultater
  • Kendskab til og interesse for økologisk jordbrug og forskning inden for økologisk jordbrug
  • Gode samarbejdsevner
  • Evne til at tage initiativ samt at arbejde selvstændigt og resultatorienteret mod aftalte mål
  • Gode organisatoriske evner med både overblik og opmærksomhed på detaljen
  • Erfaring med organisering og gennemførelse af workshops og større begivenheder
  • Flydende i dansk tale og skrift samt gode kommunikative evner
  • Flydende i engelsk tale og skrift

Om ICROFS

Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer (ICROFS) har siden 1996 initieret og koordineret programmer for forskning, udvikling og demonstration inden for økologisk jordbrug og fødevarer på vegne af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

ICROFS’ mission er at koordinere, udføre og formidle strategisk og anvendelsesorienteret forskning af høj, international kvalitet, som bidrager til at videreudvikle en bæredygtig, markedsdrevet og konkurrencedygtig dansk økologisektor. ICROFS har en bestyrelse med bred repræsentation fra erhverv, industri, forskning, forbrugere, organisationer og myndigheder. ICROFS er et "forskningscenter uden mure", hvor den forskningsfaglige kompetence udgøres af de forskere og institutioner, som deltager i centrets forskningsprogrammer Organic RDD og CORE Organic. ICROFS samarbejder desuden med landmænd, virksomheder og organisationer som interessenter, projektdeltagere og brugere af forskningsbaseret viden på økologiområdet. Endvidere deltager ICROFS i en række europæiske og internationale forsknings- og samarbejdsprojekter og koordinerer et ERA-net på vegne af en lang række Europæiske lande.

Som arbejdsplads tilbyder vi et godt arbejdsmiljø og mulighed for fleksible arbejdstider.

Arbejdssted og ansættelsesområde

Arbejdsstedet er Blichers Allé 20, 8830 Tjele, og ansættelsesområdet er Aarhus Universitet med tilhørende institutioner.

Samtaler forventes afholdt tirsdag den 5. oktober 2021 (uge 40).

Forventet start: Senest 1. december 2021.

Du bliver en del af et sekretariatsteam på ti medarbejdere, som tilbyder et innovativt, passioneret og respektfuldt samarbejdsarbejdsmiljø. Du kan læse mere om ICROFS-teamet her.

Du kan læse mere om Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer på www.icrofs.dk

Yderligere oplysninger kan fås hos centerleder Jakob Sehested på tlf. 25 15 90 50.

Formalia

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i staten.

Afhængig af din erfaring, kompetencer og uddannelsesniveau vil ansættelsen være som AC medarbejder eller specialkonsulent.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem. Søg stillingen her.

Ansøgningsfristen er fredag den 24. september 2021 kl. 23:59 CEST.