ICROFS med i nyt udvalg til fremme af økologisk svineproduktion

ICROFS er repræsenteret med forskere og eksperter i NaturErhvervstyrelsens nye svineudvalg, som skal fremme og udvikle økologisk svineproduktion. Indsatsen er en del af Økologiplan Danmark.

12.05.2015 | Ulla Skovsbøl

Der er i øjeblikket stor efterspørgsel på økologisk svinekød, og producenterne kan ikke følge med. Regeringen vil derfor understøtte den økologiske svineproduktion med en faglig indsats, der skal bidrage til, at produktion bliver mere effektiv. Det sker bl.a. med nedsættelse af et udvalg, som skal arbejde på den økologiske svineproduktion i Danmark både bliver forøget og udviklet.

I udvalget er der både forskere og repræsentanter for landbrugserhvervet. Bl.a. deltager Anne Grethe Kongsted, AU Foulum, som forsker i frilandssvin og arbejder for flere ICROFS-projekter. Landskonsulent for økologisk svineproduktion Tove Seerup, SEGES og projektleder ved Udviklingscenter for husdyr på friland, Simme Eriksen, der begge ligeledes er involveret i Organic RDD projekter i ICROFS regi, er også på udvalgets medlemsliste.

Bedre forhold til flere grise

Grise har et naturligt behov for at kunne bevæge sig udenfor og have noget at stikke trynen i. Det har grisene i den økologiske svineproduktion. Samtidigt får grisene også et tørt, velstrøet leje, grovfoder og GMO-frit foder. Det er godt for grisen, men også dyrere for landmanden end den konventionelle svineproduktion. En mere effektiv produktion skal både gøre det mere rentabelt for landmanden og give flere grise endnu bedre forhold.

Udvalget har derfor til opgave at identificere udfordringerne for økologisk svineproduktion, både i forhold til avl med fokus på identificering af egnede racer og udvikling af produktionssystemer, særligt staldsystemer, management og udearealer. Derudover skal udvalget komme med forslag til, hvordan der kan tiltrækkes flere producenter og se på udfordringerne med produktudvikling og afsætningsfremme.

Udvalgets repræsentanter

Udvalget består af repræsentanter fra erhvervet, forskningsverden, interesseorganisationer og myndigheder. Udvalget er et initiativ under Økologiplan Danmark, som regeringen præsenterede i januar 2015. Udvalget forventer at aflægge rapport til Det Økologiske Fødevareråd i december 2015.

  • Lars Holdensen fra Team Veterinær & Økologi i Landbrug & Fødevarer
  • Hans Erik Jørgensen, formand for økologisektionen i Landbrug & Fødevarer
  • Tove Serup, Landskonsulent inden for økologi og svineproduktion i SEGES
  • Sybille Kyed, fagpolitisk konsulent i Økologisk Landsforening
  • Randi Vinfeldt, formand for svineudvalget i Økologisk Landsforening
  • Anne Grete Kongsted fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet
  • Heidi Mai-Lis Andersen fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet
  • Simme Eriksen, projektleder hos Udviklingscenter for Husdyr på Friland
  • Rikke Lundsgaard, Landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening
  • Heidi Ravnborg fra Miljøstyrelsen
  • Dorte Lene Schrøder Petersen fra Fødevarestyrelsen
  • Hanne Bjerre Jensen fra NaturErhvervstyrelsen
  • Monique Hes fra NaturErhvervstyrelsen

Regeringen har afsat 4 mio. kr.

Regeringen understøtter den økologiske svineproduktion i 2015 med 4 mio. kr. Udvalgets anbefalinger til Fonden for Økologisk Landbrug er med til at pege på, hvilke projekter, der kan få midler fra en del af denne pulje.

Læs mere om Fonden for Økologisk Landbrug

Læs mere om regeringens Økologihandlingsplan

Nyhedstype
Tags: Økologihandlinsplan, NaturErhvervsstyrelsen, ICROFS, forskere, svin, svineudvalg