100 millioner fra GUDP til gode grønne ideer

Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, GUDP, uddeler 100 mio. kr. til grønne udviklings-, demonstrations og netværksprojekter. 2,2 mio. kr. er øremærket udvikling og afprøvning af økologiske sorter.

Ind til den 3. marts 2015 kl. 12.00 er det muligt at søge om del i puljen på 100 mio. kr. fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, GUDP. Midlerne skal gå til projekter, der udvikler eller demonstrerer forretningsorienteret nytænkning i det danske fødevareerhverv. For at komme i betragtning skal projekterne bygge på en god ide, der på én og samme tid løser grønne udfordringer og styrker en virksomheds forretning – den såkaldte dobbelte bundlinje.

Ny GUDP-strategi

Indkaldelsen er den første under den nye strategi, der træder i kraft den 1. januar 2015.

”Vi har besluttet, at det med den nye strategi skal være helt tydeligt, at GUDP understøtter projekter, der arbejder med en dobbelt bundlinje. Projekterne skal altså både løse grønne udfordringer og styrke en virksomheds forretning," siger Mikael Thinghuus, bestyrelsesformand i GUDP.

"Den nye strategi skærper fokus på ressourceeffektivitet, og på hvordan vi på flere fronter støtter op om at øge den danske konkurrenceevne gennem videreudvikling af fødevaresektoren. Vi er derfor meget spændte på at modtage de første ansøgninger under den nye strategi,” siger han 

Som noget nyt gennemføres netværksprojekter ikke længere efter EU’s de minimis-regler. Det betyder, at der i netværksprojekter nu kun skal udarbejdes ét samlet budget for projektets samlede aktiviteter. Udbetaling af tilskud vil derfor kun ske til hovedansøgeren. Læs mere om alle ændringerne i indkaldelsen.

Informationsmøder

GUDP-sekretariatet afholder i januar 2015 nye informationsmøder forud for ansøgningsfristen. Møderne vil blive afholdt i Jylland og på Sjælland. Hold øje med GUDP’s hjemmeside, hvor tid og sted bliver meldt ud. 

Læs mere her