Du er her: icrofs.dk Om ICROFS ICROFS´forskningsformidling

ICROFS´forskningsformidling

Formidling af forskningsresultater er en central aktivitet for Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, ICROFS. Det opnår centret hovedsagelig gennem web-portaler, elektroniske nyhedsbreve, præsentationer og samarbejdsnetværk.

Med ICROFS’ internationale status, mandat og bestyrelse fra juni 2008, er der sket et naturligt fokusskift i centrets kommunikationsstrategi mod formidling til målgrupper på et internationalt niveau. Dog bevarer og udvikler ICROFS sin kommunikation med både gamle og nye aktører i hele den danske økologisektor.

ICROFS har ifølge sine vedtægter pligt til at ”formidle resultaterne af den økologiske forskning til relevante brugere og fora nationalt og international, samt at fremme kendskabet til og forståelsen for økologiske fødevaresystemers karakteristika i internationale organisationer herunder for de økologiske jordbrugere, akvakulturproducenter, konsulenter, forarbejdningsvirksomheder, konsumenter og myndigheder.” Centret skal sikre, at resultaterne af økologisk forskning er let tilgængelige for alle dele af fødevaresektoren.

Desuden skal centret blandt andet frembringe og formidle viden nationalt og internationalt vedrørende økologiske fødevaresystemers betydning for miljø, natur og biodiversitet, dyrevelfærd, sundhed, fødevaresikkerhed og -kvalitet.

Forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for økologisk jordbrug og fødevaresystemer udføres i dialog med producenter, rådgivere og forbrugere.

Samtidig skal meget forskellige institutioner og forskergrupper samarbejde i centret for at producere resultater, som kan bruges af forskere og rådgivere i såvel økologisk som konventionelt jordbrug. Endelig skal den opnåede viden gøres tilgængelig for samfundet generelt. Der anvendes derfor en række forskellige midler til kommunikation i centret.

De institutioner og forskergrupper, som deltager i ICROFS’ forskningsprogrammer (FØJO III), har forskellige traditioner for forskning i økologisk jordbrug. Ligeledes er institutionernes traditioner mht. til information og formidling meget varierende. Flere af de deltagende institutioner udgiver fx deres egne tidsskrifter og rapporter, som henvender sig direkte til specifikke målgrupper: rådgivere, dyrlæger, virksomheder m.fl. Andre benytter de mere traditionelle kanaler for viden, så som tidsskrifter og fagblade.

Overblik over forskningen

ICROFS’ informationsaktiviteter erstatter ikke eksisterende kanaler for publicering og formidling af faglig viden - tværtimod er det intentionen at støtte de eksisterende kanaler for faglig information om økologisk jordbrug. Som koordinerende center sigter ICROFS mod at give et mere samlet overblik over forskningen og samtidig henvende sig til et bredere udsnit af målgrupper. Endelig giver ICROFS de deltagende institutioner mulighed for at udnytte ICROFS’ ekspertise og informationskanaler.

I regi af ICROFS er der iværksat en række tiltag, som skal styrke den samlede informationsindsats om forskning i økologisk jordbrug. Her er det vigtigt at vælge passende kommunikative værktøjer for at sikre at de videnskabelige opdagelser og perspektiver faktisk når ud til de forskellige interessegrupper.

Publikationer

ICROFS udsender både internationale og nationale nyhedsbreve om forskning i økologisk jordbrug og fødevaresystemer, har aftaler om regelmæssige indlæg til fagblade, udarbejder faktaark til bredere målgrupper og udarbejder løbende informationsmateriale i form af foldere og plakater.

Desuden er ICROFS medansvarlig for at passe det internationale arkiv Organic Eprints sammen med FiBL og BÖL. Online databasen Organic Eprints blev etableret i 2002 som en service for fællesskabet af forskere i økologisk jordbrug og fødevaresystemer.

Centret står også til rådighed, når der er behov for det, med rådgivning og vejledning til forskningsmiljøerne vedr. kommunikation og formidling, fx i forbindelse med afholdelse af møder, workshops og konferencer, udgivelse af rapporter, deltagelse i udstillinger m.v.

ICROFS har udarbejdet rapporter om emner indenfor forskningen på både dansk og engelsk og hjælper med at samle og syntetisere informationer i forbindelse med myndighedernes planlægning indenfor området økologisk jordbrug.

 

 

107050 / i31