Slutrapport

Resultater

Økologi er et alternativt fødevaresystem, der er helt afhængig af forbrugertillid og troværdighed. Forbrugere køber økologiske varer, og borgere og politikere understøtter økologien i et vist omfang, fordi de mener, det er et bedre alternativ. Og de gør det, fordi den økologiske driftsform søger at tilgodese mange hensyn til samfund, mennesker, dyr, natur og miljø. Mulighederne for vækst i økologien afhænger således af, at den samlet set udgør et troværdigt og attraktivt alternativ, og at den udvikler sig positivt i forhold til de økologiske principper og i overensstemmelse med centrale samfundsmæssige målsætninger for miljø, sundhed og velfærd. Det er imidlertid særdeles vanskeligt at afgøre om en bestemt teknologisk, driftsmæssig eller organisatorisk udvikling er positiv eller negativ samlet set, dels på grund af komplekse miljømæssige og samfundsmæssige sammenhænge og dels på grund af, at mange effekter ikke kan opgøres i kroner og øre. Der findes således ingen etablerede metoder til at lave helhedsvurderinger af økologiske fødevaresystemer.

Formål og forventet udbytte

MultiTrust projektet skal udvikle metoder til at lave afbalancerede helhedsvurderinger af de effekter, som økologiske fødevaresystemer har på miljø, natur og samfund, samt metoder til at kommunikere og bruge disse komplekse vurderinger i praksis. Det dobbelte mål er at gøre de økologiske producenter bedre i stand til at udvikle økologien i overensstemmelse med de økologiske principper og i synergi med samfundets målsætninger og at gøre det lettere for forbrugere, borgere og politikere at iagttage og bedømme de forskelligartede bidrag, som økologiske fødevaresystemer tilbyder. Det forventes, at sådanne redskaber til multikriteriel vurdering og kommunikation kan understøtte en integreret og troværdig udvikling af økologisk jordbrug, og dermed underbygge økologiens langsigtede vækst.

Aktiviteter i projektet

I projektet arbejder vi tværvidenskabeligt og inddragende med blik for de mange forskellige perspektiver, der er på økologiske fødevaresystemer og på multikriteriel vurdering. De væsentligste aktiviteter i projektet er at:

  • sammenfatte det teoretiske grundlag for at lave afbalancerede og gennemsigtige multikriterielle vurderinger og for at kommunikere sådanne komplekse vurderinger ud fra forskellige faglige perspektiver
  • indsamle internationale erfaringer med at bruge redskaber til multikriteriel vurdering på jordbrugs- og fødevaresystemer
  • udarbejde en ramme for, hvordan redskaber til multikriteriel vurdering og kommunikation kan udvikles, så de kan anvendes i økologiske fødevaresystemer med deres særlige praksis og etiske principper
  • udvikle og afprøve metoder til visualisering og animering, som kan hjælpe til dette
  • udvikle og afprøve en prototype i samarbejde med økologiske aktører og interessenter
  • undersøge forbrugernes opfattelse af dette redskab, og de kriterier der indgår

Et centralt spørgsmål er hvor, hvordan og ud fra hvilket perspektiv og hvilke værdier, at afvejninger og reduktioner skal ske. Vi vil ikke lave redskaber, der giver én afvejning og et svar, sådan som mange bæredygtighedsvurderingsværktøjer gør. Vi vil lave redskaber, der sætter forskellige grupper i stand til at afgøre, hvilke dimensioner der for dem er væsentlige at inddrage, hvordan den nødvendige information kan indsamles, og hvordan den kan afvejes, og hvordan de derigennem kan lave deres egne vurderinger af effekter af konkrete ændringer i det komplekse felt, som økologiske fødevaresystemer er.

Foreløbige resultater

En af de første opgaver for projektet har været at identificere de vigtigste udfordringer i at udvikle afbalancerede helhedsvurderinger af økologiske fødevaresystemer. Projektet har identificeret tre centrale udfordringer: at afbalancere viden, synliggøre værdier og muliggøre kommunikation (Figur 1).

Figur 1: Tre centrale udfordringer i udviklingen af helhedsvurderinger af økologi: 

  • Nogle effekter af økologiske fødevaresystemer er velkendte og kan måles ret enkelt og præcist, mens andre kun er dårligt kendte og svære eller dyre at undersøge. Den første store udfordring i at lave helhedsvurderinger af økologi er således at bevare balancen mellem de forskellige typer af viden, der indgår, og undgå at det der vides mest præcist eller er lettest at måle, får den største vægt. Samtidig er det vigtigt at forstå, hvordan de forskellige effekter hænger sammen i systemet.
  • Multikriterielle vurderinger beror på indikatorer, som er udvalgte og konstruerede ud fra bestemte problemstillinger og mål. Man kan fx måle en udledning per hektar eller per kilo produkt, og det giver ikke nødvendigvis den samme vurdering.  Den anden store udfordring er således at synliggøre de værdier der er indbyggede i vurderingsredskaberne, og hvordan de forholder sig til økologiens etiske principper, samfundsmæssige målsætninger og andre interesser.
  • Økologien vil gerne måles på de mange hensyn, den søger at tilgodese, men mere omfattende helhedsvurderinger bliver nødvendigvis også mere komplekse. Den tredje store udfordring er, hvordan sådanne komplekse vurderinger kan kommunikeres på en effektiv og inddragende måde. De skal kunne anvendes af både eksperter og praktikere med mange forskellige perspektiver, og medier spiller også en stor rolle, når troværdighed og tillid bliver opbygget og forhandlet. Det er nødvendigt at reducere kompleksiteten, fx i form af visualisering, men det er afgørende hvor, og hvordan det gøres.

Tværvidenskabelig og brugerinddragende metode

I projektet er der universitetspartnere på tværs af samfunds-, human- og naturvidenskaberne, og der er private og offentlige repræsentanter for brugerne med som partnere i projektet. I et sådant projekt kræves der tid og ressourcer til at lære at forstå hinanden og vores forskellige tilgange og forventninger til projektet. Som eksempel på dette har hver projektpartner udarbejdet en ’selvbeskrivelse’ af deres eget perspektiv på projektet. Projektet anvender og videreudvikler en ’multiperspektivisk’ tilgang, som arbejder bevidst og åbent med de forskellige videnskabelige perspektiver og aktørperspektiver der indgår, og med hvilke aspekter af økologien, de forskellige perspektiver kan iagttage (Alrøe & Noe 2014a). Denne perspektivistiske tilgang er udførligt beskrevet i en international artikel (Alrøe & Noe 2011, http://orgprints.org/19952), og den danner grundlag for mange af projektets publikationer.

Ud over de brugerrepræsentanter, der er med som partnere, søger projektet at inddrage brugere af forskningen i processen omkring udvikling af et redskab til kommunikation omkring multikriteriel vurdering af fødevaresystemer. Et led i denne brugerinddragelse er at anvende animation til at formidle den kompleksitet som et sådant redskab udgør, og dermed give reel mulighed for feedback fra brugerne.

Publikationer og internationalt samarbejde

I den første fase af projektet er der arbejdet med at afklare og sammenfatte det teoretiske grundlag for at lave og kommunikere multikriterielle vurderinger. Der er udarbejdet fem reviews og analyser, som har fokus på henholdsvis økonomisk værdisætning og multikriterieanalyser; normative aspekter af multikriteriel vurdering; management, erhverv og tillid; konstruktionen af troværdighed og tillid i medierne; og kommunikation, deltagelse og læring. Analyserne er publiceret i særskilte rapporter, og nogle har efterfølgende dannet grundlag for videnskabelige artikler.

I 2012 er der blevet udarbejdet en tværgående, multiperspektivisk rapport, der præsenterer de fem perspektiver på udfordringer og muligheder i multikriteriel vurdering og kommunikation af økologiske fødevaresystemer og forholder dem til projektets tre centrale udfordringer (Læssøe et al. 2012, http://orgprints.org/22168).

Den multiperspektiviske metode har også dannet grundlag for tværgående publikationer om specifikke emner som værdier, motivation, og tillid. Disse blev præsenteret på en velbesøgt og vellykket workshop på den internationale konference IFSA 2012 med titlen ”Balancing and communicating overall assessments of food systems” (http://ifsa2012.dk/?page_id=351). Workshoppen blev afholdt af MultiTrust i samarbejde med fire af dets internationale partnere. Den gav værdifuldt input til projektets arbejde, og en videreførelse af dette samarbejde har resulteret i at projektet har fået accepteret et særnummer om ”Multicriteria assessment of food system sustainability” i det anerkendte tidsskrift Ecology & Society, som udkom i 2014. Særnummeret redigeres af Hugo Alrøe, Egon Noe og Jeppe Læssøe fra MultiTrust sammen med projektets New Zealandske partner Henrik Moller. Det indeholder tolv artikler, hvoraf seks er baseret på den forskning der er udført i MultiTrust projektet.

Udvikling af redskab til kommunikation af multikriterielle vurderinger i den økologiske værdikæde

I MultiTrust-projektet er der arbejdet med at finde frem til et redskab, der kan løse udfordringen: Hvordan kan man lave helhedsvurderinger af effekterne af økologisk produktion på en sådan måde, at de reelt vil kunne gøre en forskel i praksis. Økologiske produkter skal klare sig i sammenligningen med konventionelle produkter, og ofte kommer økologiske produkter til at stå lidt svagt, når der måles på enkelte kriterier. Økologiens særkende er den helhedsmæssige betragtning – at der er taget hensyn til mange forhold på en gang – og der er derfor brug for helhedsvurderinger.

Dækkende helhedsvurderinger kan imidlertid blive meget komplekse, og dermed svære at kommunikere og forholde sig til. Og det kan være vanskeligt at afgøre, hvordan de kan forenkles, fordi en forenkling indebærer en række valg om, hvad der vigtigt, og hvordan forskellige kriterier skal vægtes. Samtidig er økologisk jordbrug en produktionsform, der til stadighed ønsker at udvikle sig. Økologiske produkter er således ikke bare produkter, der er produceret efter de økologiske regler. Der er mange producenter, der gerne vil gøre en ekstra indsats ud over den standard, som sikres gennem Ø-mærket, for at forbedre og udbrede økologien. Hvis disse skal lykkes, er der brug for, at de andre led i kæden kan honorere den ekstra indsats. Og det er vigtigt for forbrugerne, at de kan se, at økologien arbejder for at blive bedre.

De økologiske produkter indeholder kvaliteter, der er bestemt af en række valg og handlinger, som foretages i produktionen og i den efterfølgende forarbejdning, transport og handel. Der kan fx lægges særlig vægt på hvilke organiske gødninger, der bliver anvendt, hvordan man indretter frugtplantagen for at fremme naturlige fjender, hvordan man sikrer høj velfærd og trivsel hos husdyrene, hvordan man sparer på energien i forarbejdningen, hvilken emballagetype man sælger de økologiske produkter i osv. Men når forbrugeren står ved køledisken, og når landmanden strør halm til sine kalve, ved de meget lidt om, hvordan de andre led i fødevarekæden agerer, og de har ikke store muligheder for at komme i kontakt med hinanden.

I 2013 har MultiTrust projektet gennemført en proces som involverede forskellige brugergrupper i udviklingen af en prototype til et redskab, der kan håndtere disse forskelligartede udfordringer. Et vigtigt skridt var afholdelsen af en kreativ multi-stakeholder workshop, hvor der deltog repræsentanter for den økologiske værdikæde i form af landmænd, forarbejdere, indkøbere og forbrugere. Opdelt i grupper efter brugertype formulerede deltagerne deres vigtigste kriterier for at vælge eller fravælge økologi. Derefter diskuterede de i blandede grupper, hvilke udfordringer der er i at kommunikere disse kriterier med henblik på at fremme udviklingen af økologien. Til sidst udarbejdede grupperne ideer til redskaber, som kan hjælpe til at løse disse udfordringer.

De væsentligste konklusioner fra workshoppen var (1) at der er brug for at kommunikere og koordinere på tværs af den økologiske værdikæde, og at redskabet skal gøre det muligt for de forskellige led i kæden at kommunikere om, hvilke kriterier de handler ud fra, og således vurdere forskellige vurderinger; (2) at kommunikationen i kæden skal tage udgangspunkt i ’gode eksempler’, dvs. i konkrete, autentiske tiltag i brugernes praksis, og ikke i generelle sammenvejede vurderinger; og (3) at redskabet skal være brugerdrevet og ikke bestemt af fx forskere og rådgivere, således at det er brugerne, der afgør, hvilke vurderinger der er brug for, og hvor der er behov for at uddybe dem.

På baggrund af dette vigtige input fra brugerne og de teoretiske analyser har projektet udviklet en prototype til et interaktivt internet-baseret redskab (se Alrøe & Noe 2014b og links nedenfor). Dette redskab vil kunne etablere kontakt på tværs af kæden, give brugerne overblik over hvad der er gjort i hele den økologiske værdikæde for at give produkterne deres særlige kvaliteter, og gøre det muligt for brugere at oprette egne profiler, kommentere og stille spørgsmål til andre brugere. Redskabet vil danne en platform, hvor landmænd, virksomheder, butikker og forbrugere sammen kan arbejde med at udvikle økologien ud fra mange kriterier på en gang. 

Projektet har produceret en animeret videofilm, der illustrerer problemstillingen omkring det at lave multikriterielle vurderinger, der kan gøre en forskel i praksis, og som viser, hvordan redskabet vil kunne fungere (se filmen på YouTube http://youtu.be/zmoXYJAS8LY), ligesom der er publiceret videnskabelige og formidlende artikler om prototypen. Endvidere er der lavet et diagram. der viser, hvordan redskabet kan opbygges, og hvordan forskellige aktører tænkes involveret (se http://zoom.it/P4IO). På basis af dette har to IT-virksomheder vurderet omkostningerne over de første tre år til at etablere og drive en sådan platform til mellem en halv million (med brugerbetaling for drift) og tyve millioner kroner.

Figur 2: Billede af prototypen fra den animerede videofilm

Afslutningsvis har projektet indsamlet feedback på prototypen, i form af animationsfilm og diagram, fra en række centrale økologiske aktører, og deres vurderinger blev indsamlet gennem interviews. Aktørerne pegede på flere væsentlige udfordringer, herunder at sikre troværdighed og åbenhed. De foreslog endvidere, at det vil være værdifuldt at få vist på geografiske kort, hvor de forskellige produktioner ligger fx til at vurdere transportafstande og lette lokal handel.  Animationsfilmen indgik også i en større forbrugerundersøgelse, hvor det blev vurderet om et sådant redskab ville have en indvirkning på forbrugernes præferencer for økologiske produkter. Forbrugernes reaktioner spændte vidt fra, at hver fjerde udtrykte, at filmen gav dem lyst til at vide mere om økologi, til at hver anden ikke mente, at de ville bruge et sådant værktøj.

Alle interessentgrupper mente at det vil være værdifuldt, hvis producenter og forbrugere får adgang til et sådant interaktivt redskab, der kan facilitere helhedsvurderinger af økologisk produktion og skabe en platform for bedre kommunikation i den økologiske værdikæde. Men de fleste forbrugere forestillede sig, at anvendelsen ville kræve mere, end de kunne finde tid til; og de fleste økologiske aktører vurderede samstemmende, at platformen fortrinsvis vil blive brugt af de mest engagerede og motiverede forbrugere. Aktørernes vurdering af deres egen interesse i at bruge platformen varierede en del; det vil for en stor del afhænge af, om systemet bliver let at bruge og kan levere værdifulde informationer, og af om der er mange brugere og dermed mange informationer i systemet.

En nærmere beskrivelse af projektet kan findes på projektets hjemmeside (www.multitrust.org eller http://www.icrofs.dk/Sider/Forskning/organicrdd_multitrust.html). Projektets publikationer findes på Organic Eprints (direkte link: http://tiny.cc/roya7w).

Referencer

Alrøe, H. F. and E. Noe (2014a) How can we know if organics becomes better? A perspectivist view on multicriteria assessment. In: Rahmann G & Aksoy U (Eds.) Proceedings of the 4th ISOFAR Scientific Conference, p. xxx. (in press) - http://orgprints.org/23904, download PDF from http://hugo.alroe.dk/files/Work/2014-Alroe_Noe-How_can_we_know_if_organics_becomes_better.pdf.

Alrøe, H. F. and E. Noe (2014b) A prototype tool for participatory multicriteria assessment to develop organic food chains. In: Rahmann G & Aksoy U (Eds.) Proceedings of the 4th ISOFAR Scientific Conference, p. xxx. (in press) - http://orgprints.org/23914, download PDF from http://hugo.alroe.dk/files/Work/2014-Alroe_Noe-A_prototype_tool_for_participatory_multicriteria_assessment_to_develop_organic_food_chains.pdf