Stærke grise fravænnet af søer ved godt huld

Diegivning i 10-11 uger giver stærke grise ved fravænning uden at forringe soens huld. Samtidig er det muligt at opnå en høj fodereffektivitet.

Fotograf: Helene Kristensen, ICROFS

Undersøgelser i Organic RDD-projektet pECOSYSTEM viser, at senere fravænning ikke forringer søernes huld, på trods af at en stor del af søerne stadig er diegivende efter 10-11 uger, og at grisene vejer 25-30 kg ved fravænning - faktisk snarere tværtimod. Senere fravænning giver tilsyneladende heller ikke anledning til pattebid eller andre yverskader. Foderforbruget til diegivende søer stiger med op til 40 %, men samlet set er det muligt at opnå en fodereffektivitet, der er sammenlignelig med øvrige økologiske svinebedrifter, som fravænner efter 7-8 uger. Dette skyldes formentlig, at foderudnyttelsen fra fravænning til slagtning forbedres som følge af mere robuste grise ved fravænning.

Det er vigtigt, at smågrisene, fra de er ca. 14 dage gamle, har fri adgang til smågrisefoder i automater, der kan sikre god foderhygiejne året rundt, og at farehytterne er store nok til at rumme en so samt 12 grise, der samlet set vejer 300-350 kg! Husk også at arealkravet til farefoldene øges.

Den længere diegivning reducerer antal kuld per årsso, med mindre det er muligt at inseminere søerne før fravænning. Under eksperimentelle forhold er der gode erfaringer med udnyttelse af laktationsbrunst på friland. Gruppering af søerne efter 5 uger efterfulgt af massiv ornekontakt resulterede således i, at samtlige søer kom i brunst før fravænning, og 84 % blev løbet inden for en uge. I praksis har det dog vist sig langt vanskeligere at opnå succes med udnyttelse af laktationsbrunst. 

Forbud mod medicinsk zink

Det er almindelig praksis at anvende medicinsk zink i smågrisefoderet i kampen mod fravænningsdiarré. Et nyligt vedtaget forbud, der træder i kraft i 2022, har øget behovet for at finde alternative fodrings- og managementstrategier, der kan øge grisenes robusthed ved fravænning. Senere fravænning er én mulig vej at gå i økologisk svineproduktion. Fravænning efter 10-11 uger er dog ingen garanti for at undgå fravænningsdiarré. Det er stadig meget vigtigt at optimere fravænningsproceduren. 

Nyt europæisk projekt om sunde grise i klimavenlige systemer

Fravænningsdiarré i økologisk svineproduktion er en udfordring på tværs af Europa. I et nyt forskningsprojekt, POWER, der har deltagelse af otte europæiske lande, vil vi bl.a. undersøge, hvordan en række tiltag på bedriften påvirker smågrisenes sundhed og velfærd før og efter fravænning. Samtidig undersøger vi, hvordan de nye tiltag påvirker producentens indtjening samt bedriftens samlede miljø- og klimaftryk. I Danmark sætter vi bl.a. fokus på fodereffektiviteten i faremarken og soens reproduktion ved senere fravænning, herunder muligheden for at udnytte laktationsbrunst.  

D. 12. juni fortalte forskere såvel som landmænd fortælle om effekterne af senere fravænning på praktikerdagen ”Økologisk svineproduktion: Robuste grise i robuste systemer”: http://bit.ly/2FVQskn   

Klummen blev også bragt i Økologi & Erhverv d. 8.juni

pECOSYSTEM er en del af Organic RDD 2.programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Projektet har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, (GUDP) under Fødevareministeriet. POWER er et EU-projekt, finansieret via ERA-nettet CORE Organic Cofund, der koordineres af ICROFS og støttes af GUDP.


Besøg pECOSYSTEMS hjemmeside