Råmælk til tiden er ingen garanti for god immunisering af kalve

Niveauet af IgG i blodet hos nyfødte kalve varierer både hos kalve, som har fået tildelt råmælk manuelt fra råmælksbank straks efter fødsel og hos kalve, som har fået råmælk ved at patte ved moderen.

Ny forskning i Organic RDD 2.2-projektet ViOrCa viser, at kalvens optagelse af antistoffet IgG ikke kun påvirkes af råmælkens kvalitet og tidspunkt for tildeling.

Nyfødte kalve blev i et forsøg, gennemført i seks økologiske malkekvægsbesætninger, inddelt i to grupper; halvdelen blev fodret med råmælk af en kendt kvalitet fra råmælksbank så hurtigt som muligt efter fødsel (bank-gruppen), mens den anden halvdel kun modtog råmælk fra moderen (ko-gruppen).

Alle forsøgskalvene gik hos deres mor fra fødsel til 24 timer efter fødsel. For at kunne sammenligne råmælkskvaliteten mellem råmælk fra banken og råmælk fra moderen blev Brix-værdien målt for råmælk fra moderen og råmælk fra bank. Den overordnede Brix-værdi var lidt højere i råmælksbanken med et gennemsnit på 23.0 g/L i bank-gruppen og et gennemsnit på 22,1 g/L i ko-gruppen. Variationen i råmælkskvalitet var derimod stor i begge grupper og rangerede fra henholdsvis 16-32 g/L og 14-39 g/L.

En blodprøve blev taget fra kalvene, da de var mellem 1 og 7 dage gamle. I tabel 1 ses niveauet af IgG i blodet hos kalve (i bank-gruppen), som har indtaget forskellig mængde råmælk, og hos kalve som har fået tildelt første råmælk ved forskellige tidspunkter efter fødslen. Det gennemsnitlige IgG-niveau er højere hos kalve, som har indtaget mere end 2 liter råmælk. Derimod ser det ikke ud til at være nogen sammenhæng mellem tid fra fødsel til råmælkstildeling og IgG-niveau i blodet.

Tabel 1 viser IgG-niveauet i blodet hos kalve, som har indtaget forskellig mængde råmælk og ved forskellige tidspunkter efter fødsel (i alt 140 kalve).

Råmælkstildeling

Gennemsnitlig IgG niveau (mg/ml)

Mængde råmælk indtaget

 

? 1 liter

19,96

1-2 liter

22,24

2-3 liter

31,41

3-4 liter

27,30

 

 

Tid fra fødsel til første råmælk

 

0-1 time

22,6

2-4 timer

29,2

>4 timer

26,5

Figur 1 viser kalvenes IgG-niveau i blodet og Brix-værdien af deres første råmælk. Der er ikke nogen klar sammenhæng mellem råmælkens Brix-niveau og IgG niveauet, hverken hos kalve som har fået tildelt råmælk fra råmælksbank, eller kalve som ikke har fået råmælk fra banken.

Vores resultater bliver bekræftet af forskning fra USA, som viser, at kalvens evne til absorption af IgG varierer mellem individer, som har fået samme råmælksbehandling (Halleran et al. 2017), og at god råmælk ikke er nogen garanti for god immunisering.

Dødeligheden for kalvene i projektet var lav (2,5 %), sammenlignet med 8,1 % på landsplan.

Figur 1: Fordeling af IgG niveau for kalve som har fået råmælk med forskellig Brix-niveau.


Kilder:

Halleran, J., Sylvester, H. J., Foster, D. M. 2017. Short communication: Apparent efficiency of colostral immunoglobulin G absorption in Holstein heifers. J. Dairy Sci. 100: 3282-3286.


Projektet ’Viable Organic Calves’ (ViOrCa) er en del af Organic RDD 2.2-programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Det har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet.

Besøg ViOrCas hjemmeside