Du er her: icrofs.dk » Nyheder » vis

Pereddikesyre er et trumfkort for økologiske dambrug

Pereddikesyre har vist sig at være et effektivt hjælpe stof i økologisk dambrug og samtidig skånsomt over for mennesker og miljø

08.05.2015 | Lars-Flemming Pedersen, seniorforsker, DTU Aqua

Fiskeyngel. Foto: Optifish

Fiskeyngel. Foto: Optifish

Producenterne af økologiske regnbueørreder står over for nye udfordringer.  De producerer i øjeblikket ca. 1.000 tons øko-ørreder om året, og ifølge EU-reglerne for økologisk akvakultur skal også yngel og moderfisk være økologiske fra 1. januar 2016. Det stiller nye krav til forebyggelse/sygdomshåndteringen på dambrugene. Da anvendelse af antibiotika kun er tilladt i meget begrænset omfang i økologisk akvakultur, er der behov for at finde nye metoder til at optimere vandkvaliteten i yngelopdrættet, hvor især bakteriesygdommen ”Yngeldødelighedssyndromet” (YDS) volder problemer. YDS giver tab og nedsat effektivitet i produktionen på grund af øget dødelighed, og sygdommen kræver behandling med antibiotika.

 Der findes imidlertid forskellige stoffer, som bidrager til at nedsætte smittepres fra bakterier, svampe og parasitter, og som derfor kan bruges til at sikre god vandkvalitet og fiskesundhed uden øget brug af medicin. Dette gælder bl.a. pereddikesyre, der er på listen over få godkendte stoffer til brug i økologisk akvakultur, og stoffet kan således også erstatte anvendelse af f. eks. formalin i det konventionelle opdræt. Pereddikesyre har stærk antimikrobiel effekt, er tilmed både let nedbrydeligt og sikkert at arbejde med.

Miljøskånsomt middel

Pereddikesyre (CH3CO3H) er stærkt oxiderende og har anti-mikrobielle egenskaber. Produktet anvendes i de fleste faser af opdrættet, desinfektion af befrugtede æg, opretholdelse af god vandhygiejne i klækkerier og i videre opdræt i større produktions enheder. Stoffet har også vist god effekt overfor parasitter, mikroalger samt i forhold til at begrænse svampeinfektioner hos avlsfisk.

Pereddikesyre er ret skånsomt overfor såvel miljøet som dambrugspersonalet. Dels behøver man kun at bruge relativt lave doser, dels nedbrydes stoffet hurtigt, og dermed  bliver restkoncentrationerne i det udledte vand  forsvindende lav. Med halveringstider på nogle få minutter vil størstedelen af pereddikesyren blive omsat inde på dambruget.

Pereddikesyre produkter er således blevet et vigtigt trumfkort ikke alene i økologisk akvakultur, men også i det konventionelle opdræt, hvor det kan erstatte formalin. Selvom vi er i færd med at udvikle retningslinjer for praktisk brug af pereddikesyre produkter, mangler vi stadig at udføre en del forskning i optimal udnyttelse af pereddikesyre produkter i alle produktions stadier i fersk-, brak- og saltvand.

RobustFish er en del af forskningsprogrammet Organic RDD-2 og gennemføres i et samarbejde mellem DTU Aqua, DTU Vet, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet og Dansk Akvakultur.

 

 



Forskning
Tags: Pereddikesyre, økologisk akvakultur, dambrugsørreder, YDS, antibiotika
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 17.06.2016