Du er her: icrofs.dk Nyheder vis

OK-Net Arable – hvilke online værktøjer er nyttige for landmænd i Europa?

Der var værdifulde input fra europæiske landmænd om nytten og brugen af de forskellige onlineværktøjer, der udvikles i projektet OK-Net Arable, da der for nylig var projektmøde i Italien.

09.02.2017 | Camilla Mathiesen

Projektet OK-Net Arable, som ICROFS deltager i, handler om at bringe viden om økologisk plantedyrkning fra forskning og rådgivning ud til landmændene – og også gerne bringe viden i spil mellem landmænd fra forskellige lande. Det foregår bl.a. via platformen farmknowledge.org, hvor relevante ”redskaber” (forstået som viden, der er gjort let tilgængelig for landmænd) præsenteres, og hvor der findes et forum, hvor landmænd og andre kan diskutere disse redskaber såvel som de overordnede emner.

Projektet holdt for nyligt et møde i Udine, Italien, hvor 50 personer fra de 12 partnerlande deltog, heraf var ca. halvdelen landmænd, der skulle give deres besyv med om de redskaber, der er udviklet i projektet.

Ilse A. Rasmussen fra ICROFS, der deltager i projektet, fortæller:

”På mødet var der blandt landmændene livlig debat om, hvilke redskaber, der var nyttige. Nu er der jo stor forskel fra Estland til Italien, men alligevel virkede det, som om der var stor interesse for hinandens erfaringer.”

Turen bød også på bedriftsbesøg til inspiration. Blandt andet på et økologisk planteavlsbrug, der praktiserede reduceret jordbearbejdning. Ploven var ikke helt opgivet, men blev kun brugt på den enkelte mark med års mellemrum til særlige opgaver.

Engagement og udveksling af viden
Om landmændenes feed back og deltagelse fortæller Ilse A. Rasmussen:
”Det var utvivlsomt meget aktive landmænd, vi mødte fra projektet – en englænder havde sin egen kanal på youtube, og en østriger havde inviteret en forsker fra Rodale Institute i USA til at komme til Østrig for at præsentere en såkaldt ”Roller-crimper”, der bruges til at tromle og nedvisne efterafgrøder, som der efterfølgende sås en ny afgrøde direkte i.” 
Projektet løber et år endnu, og landmændenes afprøvninger af de enkelte redskaber bliver løbende en del af platformen og projektet– herunder videoer af landmændenes arbejde og erfaringer.

 

Møde
99135 / i31