Du er her: icrofs.dk » Nyheder » vis

Måling af flygtige stoffer afslører skader på æbler

Forskere på Aarhus Universitets afdeling i Årslev arbejder på at udvikle en metode, som på et tidligere tidspunkt kan afsløre fysiologiske skader på æbler forårsaget af for kraftig varmtvandsbehandling.

19.06.2015 | Af Martin Himmelboe, Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet

Behandling med varmt vand har vist sig at være et effektivt redskab til at beskytte æbler imod lagerråd, men den er ikke uproblematisk, fordi æblerne kan tage skade af det varme vand.

Behandlingsformen er især relevant på økologiske æbler, da mulighederne for alternativ beskyttelse her er begrænsede. Tidligere var teorien bag varmtvandsbehandling, at man slog svampesporerne ihjel, men i dag ved vi, at induceret resistens også spiller en vigtig rolle. Der er således flere eksempler på varmtvandsbehandlinger, som har beskyttet æbler effektivt imod lagerråd, selv når disse efterfølgende blev inokuleret med svampesporer. Derfor er behandlingen værd at bruge – især hvis de æbler, som har taget skade af det varme vand, kan opdages på et tidligt tidspunkt.

Fysiologiske skader ses sent

Der er meget lille forskel mellem en behandling, som effektivt kontrollerer lagerråd, og en behandling, som medfører fysiologiske skader forårsaget af varme. Visse sorter får lettere fysiologiske skader end andre. I forbindelse med igangværende forsøg på Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet i Årslev så vi således, at æblesorten Pinova var mere sart overfor behandling med varmt vand end æbler af sorten Ingrid Marie.

Vil man behandle en ny æblesort eller en anden frugttype, må man derfor vide, hvor sart frugten er. Her støder man dog ind i det problem, at de fysiologiske skader ofte først kan ses mange uger efter behandling. Det er derfor interessant at kunne opdage beskadigede frugter straks efter behandling, og det har vist sig måske at være muligt med en metode, som bygger på målinger af flygtige stoffer. Æbler er levende, og som alt andet levende plantemateriale producerer de et væld af flygtige stoffer. Det er disse stoffer, der giver æblet dets aroma. Det er også velkendt, at stress som følge af blandt andet tørke, høj lysintensitet, salt og varme påvirker planters produktion af flygtige stoffer.

Ny metode på vej

I projektet PROTECTFRUIT, som Aarhus Universitet er med i, arbejder vi derfor på en metode, som kan bruges til at opdage fysiologiske skader forårsaget af for høj varme under behandling, ved at måle på frigivelsen af flygtige stoffer straks efter behandling. Æbler af sorterne Ingrid Marie og Pinova er blevet varmtvandsbehandlet ved temperaturer på 50-56 °C i op til tre minutter, hvorefter tilfældige frugter er blevet udtaget til måling af flygtige stoffer. Frugterne er blevet lukket inde i tætte glas, hvorefter gasprøver er blevet udtaget og analyseret for 26 flygtige stoffer.

De foreløbige resultater viser, at visse stoffer er relateret til fysiologiske skader, mens andre i højere grad produceres af æbler, som ikke er behandlet. De to æblesorter har meget forskellige profiler, og den udviklede metode må således bygge på ligheder imellem sorterne. Fremtidige forsøg vil vise, om metoden kan detektere skader i andre æblesorter og i andre frugttyper som for eksempel pærer.

Forsøgene er en del af Organic RDD2 projektet PROTECFRUIT, som har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Fødevareministeriet.

Forskning
Tags: æbler, frugtavl, ProtectFruit, varmtvandsbehandling
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2016