Kom med ideer til Økologi-Kongres 2019

Kongressen er en enestående mulighed for at møde folk fra den økologiske sektor på tværs af faggrænser og for at blive udfordret og inspireret. Netop nu har du mulighed for at byde ind med ideer til kongressens temaer.

07.02.2019 | Helene Uller-Kristensen

Arrangørerne bag Økologi-Kongres 2019 vil gerne sammensætte det bedst mulige program, der rammer spot-on på de vigtige emner/udfordringer, som optager den økologiske sektor, og som kan være med til at bringe økologien fremad i mark og på stald - og hos alle dem, som skal få det økologiske forbrug til fortsat at vokse. 

Så har du ideer til emner, der kunne være relevante at få belyst, modtages der input på kongressens hjemmeside. 

Skemaet skal senest udfyldes d. 4. marts 


Om kongressen

Økologikongressen har siden 1998 været det nationale samlingspunkt, hvor man kan diskutere og inspirere hinanden til fortsat udvikling af dansk og europæisk økologi. Det har været kendetegnende, at kongresserne har været gennemført som samarbejde mellem flere organisationer. Det brede og frugtbare samarbejde har betydet succesfulde nationale kongresser til gavn for alle led i den økologiske fødekæde fra jord til bord.

Økologi-Kongressen henvender sig til landmænd, konsulenter, forskere, køkkenledere, organisationer, myndigheder og ansatte i virksomheder, der arbejder med økologiske produkter. Kongressen byder på faglige møder med den nyeste viden og vigtige værdidebatter med udgangspunkt i økologiens grundprincipper.

I år løber kongressen af stablen d. 20.-21. november på Vingsted Centret.

Jordbrug og fødevarer
Tags: Økologi-Kongres 2019