Arrangement: Hvordan producerer vi os ud af problemerne med vandplanerne?

Forskere fra Aarhus og Københavns universiteter undersøger potentialer ved at øge biomasseproduktion i dele af Limfjordsoplandet. Aarhus Universitet inviterer nu landmænd og fagfolk fra området til demonstration og erfaringsudveksling om biomasseproduktion.

Ifølge de nationale vandområdeplaner skal der frem til 2027 ske en meget betydelig reduktion i udledningerne af kvælstof til Limfjorden.   

For at få belyst dette har Miljø- og Fødevareministeriet bedt forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet om at undersøge potentialer ved øget biomasseproduktion i dele af Limfjordsoplandet, nærmere betegnet i vandoplandene til Hjarbæk Fjord, Lovns Bredning og Skive Fjord. Undersøgelsen skal afdække mulige anvendelser af biomassen, og de forventede effekter på blandt andet miljø og klima samt økonomi og beskæftigelse. 

Landmænd, rådgivere og relevante virksomheder (for eksempel maskinstationer) inviteres for at diskutere praktiske muligheder på området til dette demonstrations- og erfaringsudvekslingsarrangement på AU Foulum. Målet er at få ideer og forslag til dyrkningen af flerårige afgrøder og produktion af biobaserede produkter.  

Øget biomasseproduktion kan reducere udvaskning af kvælstof

På AU Foulum er der gennem en årrække gennemført forsøg med dyrkning og bio-raffinering af grøn biomasse. Der er blandt andet etableret forsøgsanlæg til udvinding af protein fra græs og kløvergræs (til brug for svine- og kvægfoder) samt forsøgsanlæg til omdannelse af biomasse og restprodukter til blandt andet olie, polymerer, kemikalier og biogas.

Forsøgene viser, at det er muligt at udvinde protein af grønne afgrøder og at anvende dette til foder til énmavede dyr. Tilsvarende er det muligt at anvende restprodukterne til kvægfoder, energiformål og andre produkter. Det er forventningen, at teknologierne vil blive kommercielt bæredygtige inden for forholdsvis få år.

Morten Gylling (KU), Morten Ambye-Jensen (AU) og Søren Krogh Jensen (AU) fra de ICROFS-koordinerede projekter OrganoFinery og MultiPlant er at finde blandt dagens bidragydere til arrangementet.  

Se programmet

Tilmelding


> Om MultiPlant
Formålet med MultiPlant er at udvikle systemer, som producerer store mængder biomasse pr. arealenhed til energi, protein til enmavede dyr og/eller grovfoder og er robuste i relation til frugtbarhed og rodukrudt. 

> Om OrganoFinery
OrganoFinery har som mål at finde løsninger på centrale, økologiske udfordringer Forsyning med økologisk proteinfoder til de enmavede dyr, bedre og mere robuste sædskifter i områder med få kreaturer og bedre udnyttelse af næringsstofferne, højere udbytter og en stærkere klimaprofil.

Begge projekter er en del af Organic RDD 2-programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Det har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet.