Amerikanske forskere: Økologi har fremtiden for sig

Økologiske dyrkningssystemer er mere bæredygtige end konventionelle både økonomisk, miljømæssigt og socialt, og de bidrager lige så godt eller bedre til fødevareforsyningen, konkluderer amerikanske forskere efter gennemgang af 40 års økologiforskning i Nature Plants.

08.02.2016 | Ulla Skovsbøl

Økologisk landbrug er ofte blevet kritiseret for at være mindre effektivt end det konventionelle landbrug. Men i mange tilfælde er det faktisk omvendt, konkluderer to forskere fra Washington State University, John P.Reganold og Jonathan M. Wacher.

De har netop offentliggjort en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature Plants, som bygger på en gennemgang af flere hundrede forskningartikler om økologisk landbrug fra de seneste 40 år, og konklusionen er markant:

"Hundredevis af videnskabelige studier har nu dokumenteret, at økologisk landbrug bør spille en rolle i forhold til verdens fødevareforsyning," siger professor Reganold i en pressemeddelelse fra Washington State University.

Bedre end konventionel dyrkning

På grundlag af de mange videnskabelige artikler har de to forskere sammenlignet konventionelt og økologisk landbrug, når det gælder økonomi, miljø og samfundsmæssige påvirkninger. Konklusionen på den omfattende sammenligning er, at økologisk landbrug er i stand til at sikre tilstrækkelige udbytter og økonomi i produktionen samtidig med, at den økologiske dyrkningsform er mere bæredygtig miljømæssigt og socialt. 

”Konventionelt landbrug har givet os fremragende udbytter i  de seneste 50-60 år, men i nogle tilfælde uden at det har været økonomisk bæredygtigt og i høj grad på bekostning af miljøet og det sociale liv på landet. De økologiske dyrkningssysstemer giver os derimod i fordele på alle fire områder,” siger John P. Reganold i en TED talk (hør den her på siden).

Han mener, økologisk landbrug sammen med andre nye, innovative produktionssystemer skal sikre fremtidens fødevareforsyning.  

Han påpeger dog sammen med kollegaen Wacher, at der er væsentlige barrierer for disse systemer, og at det er nødvendigt at tage en række forskellige politiske virkemidler i brug for at sikre, at økologien bliver udviklet og udbredt.   

Grafikken viser forskelle på konventionelt og økologisk landbrug illustreret via en række parametre, fordelt på de fire overordnede kategorier: Produktivitet, økonomi, miljø og påvirkning af samfundet. (Foto: Reganold and Wachter © Washington State University)

LINKS: 

Nature Plants, feb. 2016: Organic Agriculture in the 21st century

Washington State University News:  40 years of science: Organic as key to feeding the world

Washington State University News: Organic agriculture more profitable to farmers

Science Daily: Organic agriculture key to feeding the world sustainably

Time Magazine: Why Organic Food Might Be Worth the High Price

Oregon Public Broadcast: Organic Farming Better Suited To Climate Change, Study Finds

TED Talk 2014: Moving agriculture into the 21st century: Dr. John Reganold at TEDxWSU 2014

Forskning
Tags: Nature Plants, Washington State Univeristy, økologi, global fødevareforsyning